Arla har igennem de sidste mange år udviklet en helt særlig serie oste og mejeriprodukter kaldet UNIKA.
Borte er masseproduktion og maskinost – ind kommer håndkraft og lokalt produkter, af mælk udelukkende fra enkeltgårde. Men projektet har nærmest været en hemmelighed. I starten blev ostene udelukkende tilbudt til de bedste restauranter i Danmark, der også har været med til at udvikle flere af ostene.
Første gang vi (Palle og jeg) stiftede bekendtskab med deres oste, var hos Grønbech og Churchill hvor vi bl.a. fik en helt fantastisk ‘rød løber’. Idag kan de af os der er så heldige at bo nær torvehallerne dog også få lov til at smage på herlighederne hjemme i de private gemakker. Der har Arla haft et udsalg af UNIKA det sidste halve års tid, hvilket har betydet at min ellers foretrukne ostehandler på Peter Bangsvej må finde sig i, at vi kommer knap så tit forbi.
Men på trods af de meget positive takter fra den store industrigigant, er deres tiltag ikke kendt af mange. Da jeg glædestrålende fortalte flere af mine bekendte, at vi skulle deltage i et Arla arrangement med oste, rynkede de fleste på næsen. Der skal kæmpes for at komme ud af den rolle Arla har i den brede befolknings øjne.
Arla arrangerede fornylig to aftener på Spisehuset 56°, hvor alle de retter der serveredes, indeholdt et UNIKA produkt. Vi var så heldige at få billeter til det sidste arrangement hvor Rasmus Leck Fischer og Julien Risbourg havde komponeret en forrygende middag der blev kompletteret af en øl-menu.
Igen, som det er når vi går ud og spiser – må i tage til takke med billeder fra min telefon, der desværre er ret støjfyldte. Men det er prisen når man ikke kan lide lyset på billeder taget med blitz.
Vi startede med en dekonstrureret waldorfsalat og enebærgravet dyrekølle. En meget smuk servering hvor der indgik en smule havgus. For at få oplevelsen af waldorfsalat, skulle enkeltelementerne bringes sammen, men så sad den også i skabet.
Som hovedret, svinekæbe, røget spæk og kålpølse terrin med små stykker rå grønkål vendt i røget olie og citron, grønkålspure, blåbærgele og den mest fantastiske sauce med blåskimmelosten høgelundgaard i betragtelige mængder, der klædte den kraftige terrin. På toppen lå en stor ‘cruton’ som modspil til de bløde elementer i retten. Den ret kunne jeg godt tænke mig at eftergøre efter bedste evne.
Så kom der røget gnalling med svedskepure og jeg skal love for at der var røg i køkkenet. Det brændte hø lå som en tyk duft over hele restauranten da osten blev bragt ind. Resultatet af en misforståelse mellem de to kokke. Osten skulle have været let røget, men var istedet blevet mere end meget røget. Osten havde en intens smag af røg, selv om den blev serveret i helt tynde skiver. Kan man lide røg, så var det sagen, men meningerne var delte ved vort bord. Jeg var nu glad og tilfreds – men jeg er også en gammel ryger – og sådan kan man også få tilfredsstillet det savn der er opstået, efter at have opgivet den last.
Derefter tre oste og et rugbrød med nødder og frugt. Der blev billedet dog for dårligt. Istedet et af kokkene.
Til slut øllebrød, guf 😉 og sorbet af ymer og flager af ølle-, hirse og havre-grød. Måske fik jeg lige guf nok for i år (der var meget) men nej hvor det smagte.
Det var dog lidt træls (nej jeg er ikke jyde, jeg har bare boet derovre i en tid) for mig at få serveret de smukke flager af grød.
Igennem en lille uge havde jeg forsøgt at lave nogle lignende flager hjemme uden større succes, og så får jeg dem lige i synet. Hmm – jeg kan dog glæde mig over at jeg siden har fået ‘knækket koden’ så nu er jeg også i stand til at fremstille dem til desserter o. lign.
Alt i alt en strålende aften med god mad og drikke. Og rigtig dejlige ost fra Arla – tro mig, de kan godt.
P.S. Igen kan du finde en meget mere detaljeret gennemgang af aftenen hos Becauseitmatters, og der er billederne som sædvanligt, usædvanligt smukke.
