Ovnstegt nakkefilet med Citron

Et billigt stykke kød bliver forvandlet til en heftig steg. Nakkefilet har altid været godt – men her er det særligt – det sure og søde sparker liv i Grisen. I den her Italienske forarbejdning der stammer fra ‘Sølvskeen’ bliver det til en gudespise.

1 Kg nakkefilet
2 spsk friske rosmarinnåle, hakket
1 ¾ dl hvidvin
50 g sukker
5 spsk citronsaft, siet
1 spsk brandy el. cognac
1 citron skåret i skiver
Salt og Peber

Skær et par snit i kødet på langs af fibrene og stik en smule hakket rosmarin ind i hver lomme, til halvdelen af rosmarinen er brugt. Læg kødet i en dyb skål, hæld vinen ved og resten af rosmarinen.
Lad kødet marinere køligt i et par timer, vend det af og til.
Varm ovnen op til 230°.
Lad kødet dryppe af – men gem marinaden. Snør kødet med snor – læg det i en bradepande og steg det i 15 min. Dæmp så varmen til 180° og steg videre i ½ time. Hæld den gemte marinade over kødet, krydr med salt og peber og sæt det tilbage i ovnen i ca. en time mere. Opløs sukker i citronsaft og brandy i en skål.
Tag bradepanden ud og skum fedtet af skyen med en spiseske. Hæld citronblandingen over kødet og sæt det tilbage i ovnen, steg videre til skyen er tyknet og kødet er skinnende og har taget farve, dryp med skyen et par gange undervejs. Tag kødet ud og lad det stå et par minutter. Skær det i skiver og læg det på et fad. Overhæld det med skyen og pynt med citronskiverne. Hertil kan der serveres f. eks. røsti og en lille grøn salat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.