Vagtler i pasta
Det her er en enkel men fantastisk velsmagende servering. Den sidder lige i øjet når man gør sig den umage at koge ekstra kraft ud af de små ben. Vi elsker den og servere den ofte for os selv, eller som forret når der kommer gæster. Irma havde tilbud på de små krabater, 25,- for 2, så vi har lavet et mindre raid mod den lokale og fyldt godt i fryseren.
Pr. person.
1 vagtel
1 pæn gulerod
1 persillerod
1 skive selleri (ikke for meget)
1 lille løg
Bredbladet persille
olie
smør
vand
vin (rød el. hvid)
Lidt god kalvefond (f. eks. Oscars flydende eller Bong, hvis man ikke lige har en hjemmelavet)
Frisk pasta, gerne hjemmelavet, men pasta af god kvalitet kan fint bruges.
2 gulerødder mellemstørrelse til Pastaen
2 stængler bladselleri til Pastaen
Varm smør og olie op i en stegegryde.
Brun vagtel’erne på alle sider.
Kom de rensede grøntsager ved i grove stykker (løget i kvarter).
Hæld vand og vin på til det står op om siderne på vagtl’erne, læg låg på og skru ned så det står og småkoger (pricerne ville sige putre) i 40 min.
Tag vagtl’erne op og lad dem køle lidt af.
Imens sigtes væden fra gryden.
Pil alt kødet af skrogene og læg det til side.
Rens persillen og pluk bladene af stænglerne.
Skrog og væde fra kogningen (suppen) samt persillestængler kommes tilbage i gryden.
Der spædes op med vin og vand og det bringes i kog igen.
Lad stå og småkoge i 20 min. Sigt væden igen og kog den ind til den tykner og kan hænge ved pastaen.
Lav strimler af gulerod og blegselleri, allerhelst med en tyndskræller.
Kog pastaen i spilkogende vand efter anvisning på pakken. Det sidste minut kastes blegselleri og gulerodsstrimlerne ned i gryden og koger med.
Imens lægges vagtelkødet i saucen og varmes op.
Lad pastablandingen dryppe godt af og bland den med saucen/kødet i gryden. Drys med de hele blade af persille og server.
Skriv et svar