Kamillegravet laks

Vi har ofte gravet laks herhjemme på den helt traditionelle måde. Dvs. med salt, sukker og tørret dild og serveret den med en rævesovs til. Selv en lidt  kedelig laks fra norsk opdræt kan gøres absolut spiselig på den måde,  men selvfølgelig er en vild krabat fra havet at foretrække. De har både mere smag og er fastere i kødet.

Da vi tidligere på året deltog i et spiseklub arrangement hvor Rasmus Leck Fischer præsenterede sin ny bog ukrudt, serverede han en laks der var gravet med kamilleblomster.

Den var så velsmagende at vi selvfølgelig har måtte forsøge os med at lave den herhjemme. Denne Opskrift er lavet på basis af Aamanns ‘Klassisk gravad laks ‘ men med kamille istedet for dild.

Kam_Grav_Laks_1

Her laks fra havbrug. Bemærk den løse struktur.

Kamille kan man jo købe som te, men næste år går vi på jagt efter friske kamilleblomster. Vi kender nemlig et sted.

I øvrigt har kamille en frygtelig masse gode egenskaber. Ud over at være antiseptisk  er det beroligende og kan hjælpe mod nervøst fordøjelsesbesvær og luft i maven og m.m. Lige sagen til en julefrokost hvor alle spiser og drikker (for) meget. Se listen over gavnlige virkninger her  😉

Kam_Grav_Laks_3

1 side laks 1,4 – 1,7 kg

6 spsk havsalt

5 spsk rørsukker

1 spsk knust korianderfrø

1 spsk knust hvid peber

1 dl Nordguld eller anden fadlagret akvavit

1 god håndfuld knuste kamilleblomster

Kam_Grav_Laks_2

Sørg for at din lakseside er helt renset for bugfedt og nerveben (de kan man mærkes hvis man stryger med fingeren ned langs midten af filetten fra hovedenden mod halen). Bevar skindet på. Skyl skindsiden i koldt vand og tør den af.

Bland alle ingredienserne med snapsen og gnid laksen godt ind med blandingen på begge sider. Læg laksen i et fad med skindet op og læg et moderat pres på laksesiden. Stil i køleskabet. Vend 1 til 2 gange i døgnet så saltningen bliver jævnt fordelt.

Kam_Grav_Laks_4

Efter 2 dage skrabes laksen fri for krydderier og skindet skæres af. Skær i skiver og nyd med et godt brød evt. med lidt peberrodsskrab på toppen.

Personligt synes jeg den slår dildversionen til enhver tid. Smagen bliver sartere og laksens karakter træder tydeligere frem. Og så slipper man for en rævesovsen.

 

 

2 kommentarer til Kamillegravet laks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.