Sild

Tomatsild

Her kommer en opskrift på tomatsild der af uforklarlige årsager var glemt, da jeg i sin tid flyttede indholdet fra en hjemmestrikket hjemmeside over til Fodertruget der er baseret på wordpress. Den er simpel og nem at gå til, yderst velsmagende og har været en del af alle de julefrokoster jeg kan erindre fra barndommen. Faktisk vil jeg ikke kunne svare for følgerne, hvis vi skulle mangle den et år 😉

Tomatsild

  • 4 store marinerede silde filetter (meget gerne gammeldags modnet, men det går også med en ikke for sød version af de almindelige)
  • ½ dl estragon eddike
  • ½ dl lager eddike
  • ¾ – 1 dl sukker
  • evt. lidt salt
  • 10 hele peberkorn
  • 10 hele nelliker
  • 1 dl tomatketchup (Heinz please)
  • 2 syltede drueagurker hakket fint
  • 2 løg hakket fint
  • 2 små gulerødder letkogte og skåret i fine tern
  • ½ dl koldpresset rapsolie

Silde filetterne skæres i passende stykker og anrettes i et fad med kant.
Øvrige ingredienser blandes og hældes over sildene. Lad sildene stå i køleskabet ca. 1 døgn før servering.

Voila.

Tomatsild2

Bidesild

Bidesild – hvad er det nu for noget. Det er ihvertfald ikke en nutidig servering. Og her er det at indlægget til dels afsløre forfatterens alder.

Hvor mange under 50 aner hvad bidesild er for en størrelse? Hvor mange spiser overhovedet sild jævnligt? Og hvor mange har lyst til at spise med fisk med fingrene. At jeg så kan synes der er for mange der spiser fiskefingre fra frys, er noget ganske andet 😉

bidesild04

Men gammeldags dansk landkøkken skal man skam ikke kimse af. Bare det laves af gode råvare. Tidligere serveredes bidesild med stuvede kartofler. Her nøjes vi med at servere kartoflerne kogte med creme fraiche og rødløg.

bidesild05

Rensede sild til saltning

Udgangspunktet for bidesild er en god spegesild. Vi foretrækker vores egne hjemmelavede, men de kan som regel også hentes hos fiskehandleren.

Der er flere måder at tilberede spegesild – men grundlæggende lægges den rensede sild i en blanding af salt og sukker.

Omtrent 1 kg salt og 100 g sukker til 4 kg sild. Og her kan det ikke understreges nok, silden skal være så frisk som overhovedet muligt.

bidesild01

Øresundssild af egen fangst renset og lagt i salt

Silden skal så ligge på køl og modne i saltlagen, der langsomt trækker væske ud af sildene. Efter 2-3 mdr. er spegesilden klar til brug.

De kan fileteres, udvandes og marineres – men de kan også som her – afskindes og lægges i vand 2-3 timer. Hvorefter silden skæres i 3-4 stykker og er klar til servering.

bidesild02

Når du spiser dem bides sildekødet direkte af benet. Det er som at spise det rene hav, salt og fin sildesmag.

Første gang kan saltet godt virke overvældende – men så er der fedme fra Creme fraiche, skarpheden og sødmen fra løget og den milde kartoffel til at runde af. Og det smager fantastisk.

bidesild03

Iøvrigt har jeg fået blod på tanden, så der kunne godt dukke andre, måske mere nutidige serveringsforslag med bidesild på fodertruget.

God appetit

 

Bangebuksens karrysild

Karrysild for nybegyndere. Denne sild hører til julefrokosten og er de yngstes favorit, da sildesmagen er afdæmpet og blød. Der er frit slag for mængden af ’tilsætningsstoffer’ og er du meget fiskeforskrækket kan du undlade silden, skrue op for mængden af æg og få en fin æggesalat.

1 glas gammeldags modnede Lykkeberg sild
hakkede løg
hakkede æbler
hakkede hårdkogte æg
en god neutral mayonnaise
piskefløde
karry, salt og peber

Skær silden i passende bidder og hak løg, æble og hårdkogte æg. Pisk fløden til skum og vend med mayonnaisen; smag blandingen til med karry ristet af på panden, salt og peber.
Læg sild, løg/æble/æg og karrycreme lagvis i et lille fad og lad silden trække på køl. Pynt gerne med kapers – de gør ingen skade!