Forfatter: Mik

  • Røsti – den nemme måde

    Jeg ved det godt – mikrobølgeovne – hvad kan de dog bruges til – udover at lave popkorn i.

    Her er så lige en ting til , hvor man virkelig kan have gavn af sådan en.

    roosti-2

    Kartoffelrøsti er normalt bøvlet at lave. Det er svært at få formet dem uden at de går fra hinanden på panden – medmindre man bruger mel til at lime den revne kartoffel sammen.

    Her er en metode hvor man starter med at aktivere kartoflens eget ‘klister’ før røsti’en kommer i nærheden af en pande.

    Riv den mængde kartoffel der skal bruges.

    På et bagepapir formes røsti’en i den størrelse du gerne vil give den. Jeg plejer at fylde en udstikker i en passende størrelse og klemme kartoffel-rivet let sammen.

    Sæt bagepapir med wannabe-røsti ind i mikrobølgeovnen.

    Giv den mellem 5 og 10 minutter for fuld skrue ( husk at fjerne udstikkeren før du tænder). Og vupti – nu er Røsti’en fuldstændig sammenhængende.

    Nu mangler der blot en pande der langsomt kan give røsti’en smag af smør og sprød skorpe. Husk salt undervejs.

    roosti-1

    Disse røsti var til lidt stenbiderrogn, creme fraiche og løg. Mmmm.

    God appetit

     

     

  • Chorizo fra bunden af

    Jeg elsker den spanske chorizo, både i den tørrede version, men også i den bløde, der kan steges direkte eller bruges i madlavning som krydderi til en gryderet.

    Faldt over en opskrift  på en blød Mexicansk chorizo på nettet et amerikansk site og tænkte “hej hvorfor ikke prøve”.

    Der skal bruges:

    650 gr nakkefilet
    200 gr spæk
    6 fed hvidløg, hakket
    2,5 spsk ancho chili
    1 spsk sød paprika
    1½ tsk røget paprika
    2 tsk salt
    2 tsk tørret oregano
    1 tsk friskkværnet peber
    1 tsk spidskommen
    1 tsk korianderfrø
    ½ tsk stødt kanel
    ½ tsk stødt nellike
    4 spsk sherryvinedikke

    Det eneste der manglede i huset for at kunne lave dem var Ancho chili pulver.

    Så er det jo rart at en lille frisk tur på gå-ben kan bringe en ind til ChiliHouse i Studiestræde.

    De har alt hvad man kan tænke sig i chilipulver, tørret chili, chilisaucer,chilifrø og chili-tilbehør (også en del man ikke kan tænke sig) og er faktisk etableret helt tilbage i 2006. De har også en webshop tilknyttet, så hvis man ikke lige er i nærheden kan man stadig nyde godt af deres varer.

    chorizo-1

    Ned i fryseren og fiske et af de stykker nakkekam der altid ligger parat dernede og sammen med lidt spæk fra lageret. Og nej, det var ikke det, der sidder under livremmen 😉

    chorizo-2

    Vel hjemme igen skulle der gang i snitteriet. Bitte små tern af nakkefilet og ligeså små tern af spæk.

    chorizo-3

    Her hjalp det at nakkefileten stadig var en smule frossen. Det gør det meget nemmere at skære kødet fint op, og så hjælper det også hvis kniven er skarp.

    I opskriften skulle der også bruges tørret mexicansk oregano. Den blev erstattet med en vild oregano hjembragt fra Sicilien, der er vanvittig aromatisk i forhold til den almindelige oregano.

    chorizo-4

    Spidskommen, sort peber, kanel, nelikke og  tørret oregano ned i morteren for at blive banket til pulver.

    chorizo-5

    Krydderblandingen, salt, ancho chili, røget paprika, edelsüss paprika, knust hvidløg og eddike blandes sammen med kød og spæk. Her skal hænderne i sving. Krydderierne skal formelig mases ind i kødet, vær grundig så alt bliver blandet godt sammen.

    Chorizomassen lægges nu i en trådsi over en skål. Derefter dækkes massen med plastfolie og det hele stilles i køleskabet i 3 dage.

    chorizo-6

    En gang hver dag skal kødet klemmes ned i sien for at fjerne så megen væske som muligt fra kødet. Væsken kassers  På trediedagen kan man som os vælge at putte chorizomassen i tarme, eller man kan nøjes med  at dele den op i passende portioner. Rul derefter hver portion stramt ind i plastfolie og frys ned. Så kan de tages frem efter behov.

     

    chorizo-8

    Her er kødet vendt ud af sien på trediedagen.

    chorizo-9

    Den kvikke læser vil bemærke at der sørme er to slags pølser her. Den anden medisteragtige type får du opskriften på senere.

    chorizo-10

    Desværre er jeg ikke nordisk mester i pølse. Man kan se flere steder hvor der er kommet luft med ind i tarmen. Ikke så godt hvis pølsen skal koges, men det går an til vores brug.

    Her kunne man så hænge dem til tørre, og det var jeg også tæt på at gøre, men man skal altså passe på med de bakteriekulturer der kan trives i sådan nogle pølser. Så de er frosset ned nu og skal nok bruges indenfor de næste 4 mdr. hvis ikke smagen skal tage skade.

  • Slowjuicer fra Wilfa

    En lille anbefaling på en slowjuicer.

    Vi har i snart 3 års tid haft en saftcentrifuge til at lave juice på. Den har da kunne gøre jobbet udmærket, men specielt æblesaft blev hurtigt kedeligt at se på fordi det blev oxideret ret voldsomt inde i maskinen.

    Samtidig var den meget besværlig at rengøre og blev hurtig lidt sløv i skæret, så det meste tid har den tilbragt på en hylde og drømmen om et friskpresset glas juice om morgenen fadede ud. Det var bare for besværligt.

    En dag kom Palle hjem og fortalte om en kollega der var meget glad for en slowjuicer fra Wilfa.

    Den kommer i to varianter, en i rent hvidt, SJ-150A, til små 900 kr. og en i børstet stål, SJ-150W, til lidt over 1000.-

    De adskiller sig ikke væsentligt, ud over at kværnen i den billigere version skulle være af plastic istedet for keramik. Derfor valgte vi at satse på den i børstet stål. Og siden har vi fået juice hver morgen.

    Den er langt nemmere at have med at gøre end centrifugen, juicen bliver godt nok mere ‘fyldig’, der er en del mere snask i 😉 Men skulle man ikke bryde sig om det, kan man jo bare si den.

    Der er iøvrigt rigtig god inspiration at hente til forskellige slags juice her hos madbio.com.

    Jeg kan ihvertfald afsløre at ingefær og lidt chili som tilsætning er et hit til næsten alle former for juice og  lidt citronskal og saft kan løfte alle juicer med rodfrugter gevaldigt.

    Iøvrigt kan resterne, der kommer ud fortil og er forbløffende tørre, bruges til bagning uden problemer. I bedste ‘stop spild af mad’ stil.

    Wilfa-2

  • Fundraisingmiddag for Søren Wiuff

    Fundraisingmiddag for Søren Wiuff

    Fundraising til fordel for Søren Wiuff. Hvem er han og hvorfor nu det?

    Søren Wiuff er en af bagmændene bag den succes Noma, Geranium og andre af toprestauranterne i København nyder godt af. Ikke i økonomisk forstand, men fordi han fremdriver grøntsager i en kvalitet der ikke overgås andre steder i Danmark.

    Gennem en årrække har han været trofast producent og leverandør af de grøntsager som vi får lov at nyde godt af, når vi går ud og spiser. Heldigvis er hans grøntsager også blevet tilgængelig for almindeligt dødelige. De kan nu fås i Torvehallerne, hvis man da er så heldig at bo i nærheden.

    Hvorfor skal der så holdes en fundraisingmiddag for ham?  Jo Søren vil gerne opbygge et køkken i forbindelse med hans gård på lammefjorden. Et legekøkken med plads til alle kreative sjæle der kommer forbi. En del er allerede på plads, men ikke alt. Derfor havde en gruppe køkkenchefer samt vinimportører slået sig sammen og under praktisk ledelse af Dorthe Lech Fischer fra Gastronomisk Innovation, banket en fuldstændig overdådig middag sammen på Odd Fellowpalæet, til støtte for Søren. Alt var sponsoreret, så de 2200 kr. det kostede at deltage som gæst, kunne gå ubeskåret til Sørens køkkenplaner.

    Oplægget var mere end fristende, som man kan se af menuen.

    SorenWiuf00

    Vi blev budt velkommen med både et glas Champagne Fleury og en Chablis fra  Bernard Defaix, begge leveret af l’Esprit de vin. I må undskylde min noget usikre bedømmelse af vinene, men det er et punkt hvor jeg har rigtig meget at lære endnu (heldigvis).

    Dertil kom en lille hilsen fra NaCl. En kartoffelchip med en creme på flødeost samt en meget lille gulerod serveret i reagensglas med creme af friskost med ubestemmelige svage røgtoner.

    Derefter blev vi ledt op og placeret ved 8 stor runde borde hvor selve serveringen foregik.

    Første servering præsenterede Claus Henriksen. Lammefjordskartofler med færøsk jomfruhummer & ramsløg.

    SorenWiuf01

    I bunden en velsmagende let flødelegeret sauce, en rulle med kartoffel ‘tagliatella’ samt drys af helt ny små kartofler på ‘stilk’. Øverst et par meget let tilberedte jomfruhummerhaler. En både smuk og meget velsmagende servering hvor elementerne hver især kom til sin ret i en velfungerende helhed. Dertil en 2011 Riesling fra BattenfeldSpanier leveret af Atomvine. Et dejligt valg der matchede retten glimrende.

    Anden servering blev præsenteret af Rene Redzepi. Kartoffel, søgræs og rogn.

    SorenWiuf02

    Kartoflerne var krydret op med tørret fermenteret byg. Rene beskrev levende, overfladen af bygpastaen med dens store mugpletter der flød rundt. Således med skærpet appetit 😉 kastede vi os over serveringen. I bunden en sauce på søgræs, eller snare en olie, tre krydrede kartofler og to quenelles af löjrom. Til retten serveredes en naturvin 2010 Julien Courtois ‘Originel’ leveret af hvirvelvin. Her fik vi aftenens absolut bedste match af mad og vin. Den ret fedtede sauce, den fede löjrom og den dybe jordede smag fra kartoffel og fermenteret byg fik et fantastisk modspil af vinen. Retten var en af den slags man ikke rigtig bliver færdig med, jeg er stadig i tvivl om hvad jeg mener om den, men sammen med vinen løftede den sig virkelig højt op.

    Tredie servering blev introduceret af Mie Bostlund. Bæredygtig skrubbe, muslinger, røg og løg.

    SorenWiuf03

    I bunden en fiskesuppe med svage toner af røget olie, en dampet skrubbe med en tynd stribe brunet hvidløgspasta, derover en ‘crumble’ på blåmusling (spørg ikke hvordan), ved siden en klat klorofylskum på krydderurter og fløde og dertil en chip lavet af tørrede blended brunede løg. Dertil en 2010 Domaine de la Boissonneuse fra Chablis leveret af Løgismose Vin. Selve retten var fantastisk velsmagende hvor klorofylskummet passede smukt til resten af elementerne. Desværre var vinvalget efter min mening ikke det bedste. Vinen i sig selv havde en meget ren og klar karakter, men spillede simpelthen ikke sammen med retten.

    Fjerde servering  stod Kristian Møller for. Grillet kål og porre med østerscreme og muslinger.

    SorenWiuf04

    I bunden en sauce på muslinger og østers, en lille grillet porre, derover lilla grønkål der havde fået smæk på panden så det var brændt i kanterne (på den gode måde) øverst fuldfede rå østers. Dertil en Beaune 1. cru ‘Les Coucherias, Domaine Jean Claude Rateau leveret af l’Esprit de Vin.

    En helt igennem fabelagtig servering. For mig absolut den største af mange store oplevelser denne aften. Det er ikke sidste gang jeg smager kål og østers sammen. Vinen skar klart igennem det flødefede og efterlod den reneste smag af østers i munden. Så bliver det ikke bedre.

    Femte servering var Mikkel Marschall. Rå okse, selleri marv og syre.

    SorenWiuf05

     

    Søren havde leveret koen der var brugt til en grov tatar. Der var let bagte selleritern og rabarber i bunden, og her opstod der en fantastisk spil imellem den søde selleri og den ‘sure’ rabarber. Ud over det var der knas af rugbrød og røget marv plus lidt grønt på toppen. Herhjemme kommer vi til at forske lidt i kombinationen af selleri og rabarber. Den var helt særlig. Vinen var Cooper Mountain Vineyards Pinot Noir ‘Life’ leveret af Finewines.dk der passede glimrende til retten.

    Sjette servering kom fra Francis Cardenau & Morten Ottesen

    SorenWiuf06

    Smørmør Wagyu med fermenteret kål, tørret fløjelsfod og fedtegrever som crumble akkompagneret af ikke mindre end to vine. En såkaldt vertikal smagning. Begge Gevry Chambertin ‘Clos du Meix des Ouches’  Monopole, henholdsvis 2009 og 1999 årgangene leveret af l’Esprit de Vin, der må siges at have støttet sagen ud over det sædvanlige. Begge var fremragende til retten, det var interessant at smage hvor meget lagring betyder for vin. Vi blev opfordret til først at smage på 2009 for derefter at kunne sammenligne med den 10 år ældre vin. Der var et tydeligt slægtskab mellem de to vine og havde jeg ikke smagt 1999 årgangen, ville 2009 have været en fuldt tilfredsstillende oplevelse. Men i direkte sammenligningen vandt den ældre udgave med mange længder. Dette var Palles favoritservering, dog hårdt presset af den næste som Rasmus Lech Fischer var mester for.

    SorenWiuf07

    Hallands Himmel med nøddebrød, urter og sneglevinagrette.

    Hallands Himmel er en blåskimmelost af stilton typen.  Rasmus havde valgt at omgive den med smagselementer fra  skovbunden bl.a. fritteret lav. Som sædvanlig en fantastisk velsmagende servering fra hans hånd hvor alle elementer fuldstændig harmonisk smelter sammen. Til osten blev der serveret øl fra Herslev bryghus, en forårsbryg der passede som fod i hose til osten.

    Desværre er Hallands Himmel ikke sådan at få fingrene i. Den stammer fra et af Arla Unikas udviklingsprojekter. Vi var så heldige at sidde til bords med to af drivkræfterne bag Unika serien, der kunne fortælle at der desværre kun var 5 oste tilbage på daværende tidspunkt. Om den går i fast produktion var sværere at få noget at vide om. Den kunne ellers give Unikaseriens suveræne blåskimmelost Høglundgård konkurrence til stregen.

    Ottende servering var fra Adrian Norwoods hånd. Chokolade, æble & macadamianødder.

    SorenWiuf08

    Det var nok den smukkeste servering denne aften ud af mange smukke.

    På tallerkenen var der tre slags æble. Som parfait, som gele og små fint udstukne cirkler af tyndtskårne rå æbler. Der var halvkugler af  chokolademousse, crumble af macadamianuts, og en makronlignende kage. Til det hele serveredes en Pommeau de Normandie fra Christian Drouin leveret af  H.J.Hansen Vin. Personligt manglede jeg lidt syrligt modspil til de mange søde toner, men Palle var yderst begejstret, og man kan da også som min gode Far sige ‘hvorfor skal det være så surt’ 😉

    Nu skulle man tro det var slut, men vi blev lokket med ned i stuen hvor Jacob og Jacob havde deres isbod opstillet og her kunne vi så få tilfredsstillet alle vores hede drømme om isvafler og kaffe. Samtidig havde Anton Eff lavet små søde kastaniedyr af chokoladetrøffel og spiselige tændstikker. Jeg tror nok at vi følte os godt behandlet, da vi efter en overmåde hyggelig aften fik taget os sammen til at komme hjem.

    Der skal især sendes en stor tak til Dorthe, der i den grad må have slæbt som en hest, for at samle alle trådene og skabt rammerne til så flot en aften.

    Vil man se og læse mere om aftenen har Mette en grundig gennemgang på Becauseitmatters.dk  hvor Martin Kaufmann har taget de gode billeder. Og dem ligger der endnu flere af i hans galleri her. Har man ikke fået nok så har Mira også en glimrende gennemgang af aftenen  på  Miras madblog.

     

     

     

  • Copenhagen Dining Week 2013

    Som sædvanligt har vi også i år kastet os ud i restaurations besøg når nu de deltagende restauranter byder på tre retter for 200 kr. ved den tilbagevendende begivenhed Copenhagen Dining Week.

    3 meget forskellige besøg er det blevet til. Desværre uden billeder. Jeg havde mere lyst til at smage end at sidde og blitze løs så i må klare jer uden.

    Desværre gik vi glip af Oubæk og endnu værre Restaurationen som står højt på ønskelisten herhjemme. De var udsolgt da vi endelig fik lov at bestille billeter.

    Vi startede med Mêleé på Martensens Allé, en lille sidevej til Gammel Kongevej i dejlig gå afstand fra hjemmet.

    Stilen på Mêleé er alá bistro. Man sidder tæt og der er en intim stemning. Hyggeligt men støjende. Der var selvfølgelig stuvende fuldt i anledning af Dining week, hvilket ikke gjorde det nemmere at føre en samtale. Men man føler sig velkommen fra det øjeblik man træder ind.

    Vi fik

    Suppe på puylinser med saltet æble og ristede hasselnødder.

    Grisebasse med selleri og surkål

    Svesker med mørk chokolade og flødeskum

    Suppen kan ikke kaldes smuk, men den var let og meget velsmagende.  Og selve suppen fik et fint modspil fra både den syrlige æblecreme og lidt knas fra hasselnødderne.

    Grissebassen var en nakkefilet i tern i en sauce der var domineret af fennikelfrø. Lakridstonerne kunne også findes i surkålen med dildfrø og så var der et stykke saltbagt selleri på tallerkenen også.

    Det var grundig mad fra Alsace, gedigent lavet men heller ikke mere. Grisen var domineret af fennikelfrø og måske lige til kanten- men det klæder jo det fede kød.

    Den største skuffelse var desværre desserten. Svesker uden karakter med flødeskum og en acceptabel chokoladesauce. Havde sveskerne dog blot fået lov til at svømme i lidt spiritus, ville desserten være blevet løftet, men som de serveredes fremtrådte de som kedelige svesker fra den billigste pose i Fakta.

    Jeg ved godt 200 kr. ikke er meget og der klart må indgås en del kompromiser undervejs når sådan en middag skal komponeres, men sammenlignet med hvad vi senere på ugen fik, vil jeg nok mene at der blevet skåret lidt for meget på desserten da vi besøgte Mêleé.

    Frederiks Have var næste station. Her bestod menuen af.

    Cremet blomkålssuppe med syltet blomkål, saltristede mandler og estragon

    Kalvetyksteg med selleri, æble og persille

    Hvid chokolade trøffelkage med anis og yoghurt/hindbær sorbet samt hindbærskum

    Igen, dejlig velkomst, men stilen er klart pæn restaurant. Her tales dæmpet og der er mere plads mellem bordene. Der er dug på bordene og her er betjeningen professionel, hvilket dog  ikke betyder upersonlig.

    Blomkålssuppen var intens blomkål med noter fra en god Creme Fraiche. Her kom knaset fra små blomkålsbuketter der var syltet og saltristede mandler. Estragonen gav endelig et dejligt grønt modspil. Super forret

    Kalvetykkammen var intet mindre end fantastisk. Fabelagtig smag fra det, som jeg forstod, pandestegte kød. Der var ingen olie brugt til stegningen, den var rullet rundt til der var opnået en kernetemperatur på 55 grader. Overfladen var nærmest forkullet – men var mikrometertynd – og gav en helt fantastik ‘branket’ smag, især til den svage kant af krølfedt. Tilbehøret bagt selleri, sellerimos, kartofler, lidt æbletern og en fornem kalveglace med dildolie.

    Desserten var en mazarintæt trøffelkage på hvid chokolade og anisfrø med en dejlig frisk hindbærsorbet og hindbærskum. Og her var vi milevidt fra Mêleé. Højt niveau hele vejen. Det er ikke sidste gang jeg besøger Fredriks Have.

    Marv og Ben som sidste restaurant i denne omgang. Igen dejlig velkomst. Også her professionel betjening, dog en lille smule mere afslappet end Frederiks Have.

    Menuen var

    Laks – Blomkål – Agurk – Kørvel

    Gris – Flæskesvær – Selleri – Karse

    Æble – Fløde – Brun farin – Hvid Chokolade

    Vi startede med en sukker salt gravet laks helt uden krydderier med tilbehør af rå blomkålsbukketer, et par kugler let syltet agurk, blomkålspure og lidt kørvel. Specielt blomkålen komplementerede de sarte laks smukt. Simpelt men godt.

    Derefter et stykke langtidstilberedt nakke af gris med tre slags selleri. Saltbagt, som mos og en stor og pasta-tynd skive der lå henover grisen. Øverst var grisen toppet med en crumble af flæskesvær. Her var der velsmag fra første bid. Den langtidsstegte gris var perfekt tilberedt. Super servering.

    Til sidst en panna cotta på brun farin. Dertil en tilpas syrlig grøn æbleparfait der modsvarede karamelsødmen perfekt. I bunden en gele på kamille (så vidt jeg husker) og drysset over det hele, karameliseret hvid chokolade. Øj, hvor den sad i skabet. Fedme, den brændt sødme, svage bitternuancer og skarp grøn syre, mit hjerte hvad vil du mere. Marv og Ben er sandelig også rykket godt op på listen over yndlingsrestauranterne.

    Alle tre restauranter formåede at levere på højt niveau, på nær den kedelige dessert på Mêleé. Super uge – vi glæder os allerede til næste år.

     

     

     

     

     

  • Saltede ansjoser – det glade vanvid

    Kender i det, man står i Metros fisk – og leder efter en fisk til aftensmad. Bedst som man står og forsøger at vælge noget ud, ser man en bakke med blankøjede ansjoser. Og så er det man ikke kan sige nej.

    Så er det der skal laves saltede ansjoser. Ikke til aftensmad, men som umamifyldt krydderi til Italiensk mad, til leverpostej og andet godt.

    Hjemme fra Metro skylles fisken meget grundigt og lægges i en passende skål lagvis med salt. Først lidt salt i bunden, så et lag ansjoser – salt til det dækker – så et lag ansjoser mere.

    Bliv ved til der ikke er flere ansjoser tilbage og dæk med salt. Læg låg på og kom i køleskabet aller bagerst inde og glem dem i mindst 12 uger.  Ansjos_1

    Og så kommer det sjove. Nu skal de renses. Hoved og hale skæres af. Læg et snit fra gat mod halen vend og skær et snit hele vejen langs rygfinnen. Nu kan ansjosen frigøres fra benene. Start fra haleenden og kør en tommelfinger op langs rygraden. Træk rygraden fri af den anden filet og soigner begge.

    God arbejdslyst 😉

    Ansjos_2

    Du skulle gerne ende med et resultat som dette, når fileterne er skyllet rene.

    Ansjos_3

    De lægges nu løst ned i pinligt rene glas. Glassene må endelig ikke stoppes for hårdt, da der skal olivenolie i og den skal lukke al ilt ud så ansjoserne ikke fordærver – der må ikke være luftlommer tilbage når du er færdig.

    Ansjos_4

    Kaster du dig ud i at lave saltede ansjoser – er det vigtigt at du holder en god køkkenhygiejne hele vejen igennem.  Da de skal modnes vil der være gode chancer for at der kan gå noget galt, hvis du ikke sørger for at alt er helt rent undervejs.

    Jeg har ikke kommet mængdeangivelser på ‘opskriften’. Den giver ligsom sig selv, men mon ikke der er brugt ½ kg salt ½ kg ansjoser og 200-250 ml olivenolie. Det giver nok ansjoser til os 1 helt år (2 pers.) samtidig med vi også kan forære lidt bort som værtindgaver. Vi bruger olivenolie selvom det er lidt besværligt, da vi opbevare ansjoserne på køl og det stivner lidt.  Man kunne istedet bruge solsikkeolie.

    Vi har haft stor glæde af dem vi har lavet – der er tredie gang vi går igang og absolut ikke sidste. Resultatet er en mild men karakterfuld ansjos, som vi blandt andet bruger i dressingen til Cæsarsalat, i leverpostej og til kalvesteg på italiensk maner og en enkelt filet kan gøre underværker i en kødsovs til pasta.

    God fornøjelse.

     

     

     

  • Kamillegravet laks

    Vi har ofte gravet laks herhjemme på den helt traditionelle måde. Dvs. med salt, sukker og tørret dild og serveret den med en rævesovs til. Selv en lidt  kedelig laks fra norsk opdræt kan gøres absolut spiselig på den måde,  men selvfølgelig er en vild krabat fra havet at foretrække. De har både mere smag og er fastere i kødet.

    Da vi tidligere på året deltog i et spiseklub arrangement hvor Rasmus Leck Fischer præsenterede sin ny bog ukrudt, serverede han en laks der var gravet med kamilleblomster.

    Den var så velsmagende at vi selvfølgelig har måtte forsøge os med at lave den herhjemme. Denne Opskrift er lavet på basis af Aamanns ‘Klassisk gravad laks ‘ men med kamille istedet for dild.

    Kam_Grav_Laks_1
    Her laks fra havbrug. Bemærk den løse struktur.

    Kamille kan man jo købe som te, men næste år går vi på jagt efter friske kamilleblomster. Vi kender nemlig et sted.

    I øvrigt har kamille en frygtelig masse gode egenskaber. Ud over at være antiseptisk  er det beroligende og kan hjælpe mod nervøst fordøjelsesbesvær og luft i maven og m.m. Lige sagen til en julefrokost hvor alle spiser og drikker (for) meget. Se listen over gavnlige virkninger her  😉

    Kam_Grav_Laks_3

    1 side laks 1,4 – 1,7 kg

    6 spsk havsalt

    5 spsk rørsukker

    1 spsk knust korianderfrø

    1 spsk knust hvid peber

    1 dl Nordguld eller anden fadlagret akvavit

    1 god håndfuld knuste kamilleblomster

    Kam_Grav_Laks_2

    Sørg for at din lakseside er helt renset for bugfedt og nerveben (de kan man mærkes hvis man stryger med fingeren ned langs midten af filetten fra hovedenden mod halen). Bevar skindet på. Skyl skindsiden i koldt vand og tør den af.

    Bland alle ingredienserne med snapsen og gnid laksen godt ind med blandingen på begge sider. Læg laksen i et fad med skindet op og læg et moderat pres på laksesiden. Stil i køleskabet. Vend 1 til 2 gange i døgnet så saltningen bliver jævnt fordelt.

    Kam_Grav_Laks_4

    Efter 2 dage skrabes laksen fri for krydderier og skindet skæres af. Skær i skiver og nyd med et godt brød evt. med lidt peberrodsskrab på toppen.

    Personligt synes jeg den slår dildversionen til enhver tid. Smagen bliver sartere og laksens karakter træder tydeligere frem. Og så slipper man for en rævesovsen.

     

     

  • Mørkt brød, ideelt til ost

    Her er en opskrift der passer som fod i hose til blå ost. Almindelig rugbrød går fint, særligt ristet, men det her er bare bedre. Dets maltede sødme går smukt i spænd med blåskimlen. Andre oste smager også rigtig godt i selskab med brødet, men prøv sammen med en blå Høgelundgaard.  Det er så englene synger.

    Brødet er inspireret af vores besøg på Spisehuset 56° til Arlas ostearrangement. Der havde Julien Risbourg bagt et forrygende rugbrød med kerner og tørrede frugter og det ville vi gerne eftergøre herhjemme.

    Palle gik igang med en revideret udgave af vort eget rugbrød hvor de hele kerner blev erstattet med græskarkerner, valnødder, hasselnødder, tørrede tranebær og abrikoser og de blev tilsat mere malt for at give  både farve og smag til brøddet.

    Desværre smagte brødet så godt at der kun er en enkelt stump tilbage til fotografen 😉

    De efterladte rester til fotografen
    De efterladte rester til fotografen

    Faktisk blev brødet så godt at vi sandsynligvis vil ændre på vores ellers ret fasttømrede udgave af rugbrød ved at skære lidt i melmængden, så det kan komme til at hæve længere i formene uden at vokse over kanten.

     

    Her er ingredienserne til det pumpernikkelagtige rugbrød til ost.

    Dag 1.

    • 150 gr surdej
    • 4 dl håndlunkent vand
    • 1 spsk salt
    • 100 g hvedemel
    • 175 g rugmel
    • 250 g græskarkerner, valnødder, hasselnødder, tørrede tranebær og abrikoser skåret i mindre stykker
    • 1 god spsk. maltmel (det kan altid købes hos Specialkøbmanden)

    Dag 2.

    • 1 spsk honning
    • 15-18 cl hvidtøl/juleøl
    • 175 g fuldkornsrugmel

    Fremgangsmåde:

    Dag 1.

    Surdej og salt opløses i vandet. Melet blandes i opløsningen sammen med frugt og kerner. Det hele røres godt sammen. Stil til hævning natten over.

    Dag 2.

    Mel og hvidtøl tilsættes og der røres godt til – på nuværende tidspunkt skal dejen ligne en ikke for tyk havregrød. Dejen stilles til hævning  tildækket i ca. 5 timer men hold lidt øje med den. Alt afhængig af hvor aggressiv ens surdej er, kan det tage meget forskellig tid. Hos os går der normalt ikke mere end 3 timer før vi er nødt til at overføre dejen til bageform. I dette tilfælde en godt smurt gratinskål.

    Vi tager ikke fra til surdej når der er tørret frugt i dejen, men vi har også gang i alm. rugbrød så det er ikke så stort et problem for os. Hvis dette er den eneste slags mørkt brød du bager, så tag 175 g fra og læg det i en dåse, fugt overfladen lidt og drys med salt. Så er den bedre beskyttet mod mug. Sæt låg på og opbevar koldt. Det kan holde i mindst 14 dage – men vil man have at det virker optimalt røre man en skefuld rugmel og lidt vand i en gang om ugen – så har den lidt at arbejde med.
    Resten af dejen overføres til en form hvor den skal efterhæve 2-3 timer mere, eller til dejen står til kanten. Prik dejen grundigt med en strikkepind og bag brødet ca. 2 timer ved 185º lidt afhængig af din ovn.

     

     

  • Saltet parfait af dulce de leche m.m.

    På en del hjemmesider (bl.a. her hos klidmoster) optræder der efterhånden flere opskrifter på is lavet af kondenseret mælk. Forleden da jeg læste om saltet karamelis, slog det mig, at man selvfølgelig også måtte kunne lave is på dulce de leche. Dulche de leche er kort fortalt en dåse kondenseret mælk kogt uåbnet i 3-4 timer. Konsistensen er som blød karamel, smag i nærheden af ren fudge. Jeg serverede den sammen med lakridsparfait frit efter Bulow, samt mangoskiver overhældt med en sirup kogt af limesaft sukker og vand. Næste gang vil jeg nok lave en citronfromage-smagende is til at ledsage istedet for mango. Ydermere kom der en tuiles på tallekenen, som du kan finde opskriften på her.

    Karamelparfait:
    200 gr Dulche de leche
    4 æggeblommer
    2-3-dl piskefløde
    ½ spsk  maldon salt

    Lakridsparfait:
    4 æggeblommer
    125 gr flormelis
    2 spsk lakridspulver af god herkomst
    ½ l piskefløde
    Lakridssirup, gerne salt.

    Mango m. Limesirup
    1 moden mango
    1-2 limefrugter
    1½ spsk sukker
    2 spsk. vand

    Parfait, taget ud lidt for tidligt.
    Dulce de leche og lakridsparfait, taget ud lidt for tidligt.

    Karamelparfait:
    Pisk dulce de leche sammen med æggeblommerne. Det kan godt være lidt svært i starten, men giv den nogle bank, så opløses det efterhånden.Jeg har brugt 4 æggeblommer i denne opskrift men 2 vil nok kunne gøre det. Det bliver bare sværere at opløse dulce de leche’en.

    Pisk så det skummer godt. Fløden piskes til skum og vendes forsigtigt i æggeblandingen. Frys ind i fryser, men rør jævnligt i isen de første 2 timer. Ved sidste omrøring tilsættes saltet.

    Lakridsparfait:
    Æggeblommer, lakridspulver og flormelis piskes skummende. Grunden til at der bruges flormelis er, at det er mindre tilbøjeligt til at krystalisere når parfaiten fryses ind.

    Piskefløden piskes til skum og vendes sammen med  æggeblommer. Under indfrysning røres jævnligt i massen. Ved sidste omrøring vendes 2 spsk. lakridssirup i der marmorerer parfaiten.

    Mango m. limesirup:
    Vask limefrugterne godt i varmt vand. De er ofte behandlet med voks, også de økologiske frugter. Varmen får voksen til at smelte så man kan få den af. Lav julienne-strimler af skallen på den ene lime. Pres limefrugten/erne og bland sukker saft og vand. Kog ind til det danner pæne store bobler, tag af varmen og bland limestrimlerne i sukkersaften. Lime klæder mango forrygende. Den ret parfumerede smag fra mango bliver tøjlet helt fint af den sursøde skarphed fra siruppen.

    Skræl mangoen og del i to langs stenen. Skær i skiver. Fordel på tallerkener og overhæld med limesirup.

    Lav quenelles af parfaiten der er taget ud 15-20 min før den skal spises. Lav tynde lakridsstriber med sirup på lakridsis. Drys evt. lidt salt, afhængig af smag på dulce de leche’en og server.

     

     

     

  • Rumble in the Jungle, friskmalet økomel mod Bilkas billigste

    En dyst om velsmag og bageevne, økomel mod konventionelt mel.

    Som ivrige hjemmebager af alle slags brød (det er yderst sjældent vi køber brød) kan man godt blive nysgerrig på, hvilket mel der giver de bedste bage resultater.

    For at finde ud af om der overhovedet er forskel på rugmel, frisk fra stenmøllen på Ellekærgaard over for Finax fra Bilka besluttede vi at bage to brød fuldstændig ens målt op, side om side.

    Opskriften på brødene kan du finde her.

    Da brødene blev blandet var der mærkbar forskel på hvordan melet opsugede væsken – Øko-melet kunne snildt have taget mere væske end melet fra Bilka, men da det skulle være en lige kamp mellem mel-typerne kom vi præcis samme mængde væske i de to kamphaner.

    Halvvejs under sidste hævning er der ingen nævneværdig forskel at se

    Efter bagningen af brødene er det også ganske svært at se forskel. De har ens højde og fugtighed i overskåret tilstand.

    Herunder det økologiske til højre

    Så med hensyn til udseende er der absolut ingen forskel.

    Hvad så med smagen da?

    For os var der ingen som helst forskel på de to brød. Både konsistens i munden og smagen var fuldstændig ens, så kigger man udelukkende på den økonomiske side er der ingen tvivl i mit sind – der er der absolut ingen grund til at bruge økologisk rugmel.  Øko melet er faktisk dobbelt så dyrt.

    Men økologi er jo også så  meget andet. Og i Bilka får du ikke oplevelsen ved at købe friskmalet mel direkte fra kværnen hos producenten.

    De  fleste økologiske produkter adskiller sig positivt fra konventionelt fremstillede, målt på smag. Desværre gjaldt det så ikke denne gang.