Snapsemagerens æblekage
Klassisk æblekage er ikke noget man skal kimse af. Her er der en version for de der laver paradisæblesnaps.
Som snapsemager har jeg lige sigtet vores paradisæblesnaps. Og da jeg skal til at kaste de brugte paradisæbler bort slår en tanke ned. Måske kunne æblerne bruges til noget andet.
Så smager man på dem. Det er æblebitterhed og sprit i en skønsom blanding der vil have godt af lidt fedme fra flødeskum og sødme fra makroner, så hvorfor ikke lave en gammeldags æblekage med dem?
Det måtte selvfølgelig prøves i bedste stop spild af mad stil 😉
Æblekage på godt udtjente paradisæbler
Opskriften giver 2 store eller 4 meget små serveringer.
Ingredienser:
- 300 g brugte paradisæbler
- 2 spsk sukker
- 1 tsk vaniliesukker
- 4-5 makroner, gerne hjemmelavet
- 2 spsk paradisæblesnaps eller Calvados
- lidt flødeskum
- lidt vand
- evt. lidt mandelsplitter, gerne ristet.
Rens æblerne for stilk og blomst og skær dem i små tern.
Tag 150 g fra og kog resten op med sukker, vanilliesukker og en lille smule vand. De skal koge under låg i 5 min. Derefter knuses de med en ske og tages af blusset når vandet næsten er kogt væk.
Æblegrøden moses nu gennem en sigte, så kerner og æbleskind sigtes fra. Lad køle og bland med de ‘rå’ æbletern.
I bunden af dit serveringsglas hældes nu 1 spsk Calvados eller æblesnaps. Knus 2 makroner og læg i hvert glas. Top med æbleblanding og pynt til slut med flødeskum og mandelsplitter.
Total klassisk servering med et lille tvist.
Æblekagen er meget velsmagende men meget mere bitter end den klassiske version. Paradisæbler indeholder flere bitterstoffer end de fleste spiseæbler og det er selvfølgelig ikke lige en børnevenlig servering jeg foreslår her. Der er ganske meget sprit tilbage i de ‘rå’ æbletern. Men den smager ret fantastisk, så til næste år gør vi det igen når paradisæblesnapsen bliver filtreret.
Den danske Malus X ville være vidunderlig at bruge til denne dessert. Desværre lever æblebrændevinen ikke så lang tid herhjemme, at vi kan nå at bruge den i desserter.
Skriv et svar