Fermenteret chilisauce

Chilisauce igen. Fodertruget er efterhånden godt domineret af min interesse for chili og tørret kød. Men ikke desto mindre synes jeg i lige skal indvies i et af de sidste projekter vi har haft gang i på chilifronten.

For dem der ikke ved det, lever jeg sammen med et menneske, der er begavet med nogle af jordens grønneste fingre. Han kan få alt til at lykkes i en vindueskarm i modsætning til mig. De sidste år har Palle slået sig på dyrkning af chiliplanter. I 2014 blev det 17 forskellige sorter der stortrivedes under hans fingre. Herunder Cayennepeber og Tabasco.

Og det giver jo et positivt problem. Hvad fanden gør man med alle de frugter 😉 Jeg har efterhånden et par opskrifter herinde på sauce og henkogte chili, men jeg har aldrig forsøgt mig med at fermentere chili som man f.eks gør til tabascosauce.

En af de største forhindringer ved at lave den slags er at det normalt gøres på egetræstønder. Og nok har vi store vindueskarme men det giver alligevel ikke afgrøder nok til sådan en 25 liters tønde.

Egetræ skal der til så hvorfor ikke lade en egetræsklods ligge mellem chilierne under fermenteringen. Nærmere bestemt en stump af et ubrugt dørtrin (selvom der muligvis kunne være et par interessante bakterier til at starte en gæring på et brugt)

Chili (1 of 6)

Det er yderst simpelt at starte en fermentering med mælkesyrebakterier. De findes nærmest overalt. Kunststykket er at sikre det er dem der bliver succesrige og ikke andre, mindre venligt sindede bakteriekulturer.

Opskriften er lige til at gå til

Der skal bare tilsættes 8 g  salt til 100 g knust frugt samt vand så det dækker. Der lægges låg på og glasset eller krukken stilles et mørkt sted.

Vi fik jo løbende chilifrugter henover sommeren og måtte derfor supplere op med frugt og salt løbende, men køber du dine chili skal det jo bare sættes igang en gang. Og så skal det glemmes i mindst 3 måneder indtil det ser således ud.

Chili (2 of 6)

Lækkert ikke. Den fantastiske duft afsløre dog at alt er vel. Det tynde hvidlige slimede lag på toppen er bare mælkesyrekulturen i fuldt flor der gør sit arbejde.

Overfør indholdet minus træklods til en blender og kør mens du smager til med eddike og vand.

Chili (4 of 6)

Der skal ca 20%  neutral eddike (på hvidvin eller risvin) og vand til du synes konsistensen er passende.

Vær ikke bange for at smage dig frem til lige din foretrukne smag.

Herfra kan man sigte indholdet eller bare overføre det til rene flasker. I dette tilfælde der er lavet på cayennepeber undlod vi at sigte det. Det batch vi har gang i på tabasco vil vi til gengæld sigte.

Jeg tilsatte en anelse atamon for at stoppe gæringen men det er sandsynligvis ikke nødvendigt.

Lige en hurtig opfriskning.

  • 100 g frugt
  • 8 g salt
  • 20-25 g eddike
  • vand
  • atamon

Chili (5 of 6)

Thats it!

Chili (6 of 6)

I virkeligheden er den ikke vanvittig stærk. Duften derimod er helt ubeskrivelig.

Og det kan næsten ikke være nemmere at lave chilisauce end det her.

Og så en lille tilføjelse.

Her er forholdene i vores nu færdiglavede tabasco sauce

500 gr. fermenteret tabasco chili (8%  salt) min. 3 mdr.

  • 75 gr. sukker
  • 2 dl. hvidvinseddike
  • 6 dl. vand

Alle ingredienser blendes grundigt og passeres gennem fin sigte.

Tilsæt en anelse atamon og smag til ( evt. ekstra sukker/vineddike)

Og den er blevet HOT!

 

 

 

 

 

 

 

 

En kommentar til Fermenteret chilisauce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.