Seneste opskrifter

  • Svinekæber i porter

    Hvad gør man når slagteren lige pludselig har svinekæber i liggende frit fremme?

    Det er ikke så tit man kan få svinekæber i forretningerne, så når de har det så er det om at slå til.

    Prøv så at lave dem i porter, det er ikke så ringe enda.
     

    Ingredienser:

    Svinekæber, ca. ½ kg

    Smør til at brune kødet i.

    1 Stykke knoldselleri Ca. 1/6

    2 gulerødder

    2 løg

    1 Spiseske tomatpure

    Porter ca. 2,5-3,5 dl så det næsten dækker kødet (Her brugte jeg Hornbeer Winterporter)

    salt og peber

     

    Fremgangsmåde

    Brun kødet godt på alle sider, så det har godt med farve.

    Imens kødet bruner kan du lige hakke knoldsellerien, gulerødderne, og løget i grove stykker.

    Tag kødet op og læg det til side. Brun selleri, løg og gulerødder, når de er brune tilsættes tomatpure, kød og øl. Der skal nok øl i det det kan give kødet noget at simre i.

    Skru ned på svag varme, læg låg på, og lad simre 1½-2 timer, indtil kødet er helt mørt.

    Tag kødet op og læg det på en tallerken. Skru op for varmen igen, og kog så sovsen ind til det har en tilpas konsistens, og kom det så igennem en si, for at fjerne grøntsagerne.

    Kødet kommes tilbage i sovsen og varmes op og smages til med salt og peber

    Serveres eventuelt på en kartoffel/sellerimos. Det er rigtig herremad.

    Også her må i have billedet tilgode.

  • Kartoffelsuppe med ingefær

    Hvorfor ikke kartoffelsuppe med ingefær.

    Ideen kom til mig i Grøntafdelingen i Super Best en kold vinterdag.

    Jeg elsker ingefær og hvidløg og skulle finde en undskyldning til at bruge det i noget nyt.

     

    Ingredienser:

    3 store bagekartofler

    150 g ingefær

    4 fed hvidløg

    Kalvefond, da jeg ikke havde ”gode ben” brugte jeg OSCAR flydende koncentreret (den er god)

    Lidt piskefløde hvis man ikke er alt for fedtforskrækket.

     

    Kartoflerne skrælles, skæres i skiver og koges uden salt sammen med 2 fed hvidløg.

    Ingefæren skæres ligeledes i skiver og koges sammen med de 2 resterende fed hvidløg i fonden.

    Når kartoflerne er kogt færdig, er blandingen med Ingefær fond og hvidløg det også.

    Jeg gav lige Ingefær blandingen en tur med stavblenderen, for at få den sidste smag ud i væden.

    Det meste af vandet hældes fra kartoflerne og disse røres til mos.

    Ingefær blandingen hældes gennem en fin sigte, så trevlerne fra ingefæren ikke kommer med i den færdige suppe,

    derefter tilsættes denne lille smagsbombe til mosen og der justeres med vand/fløde til suppen har den ønskede konsistens.

     

    Server suppen med lidt godt brød.

     

    Billedet må komme senere, men det ligner kartoffelsuppe 😉

  • Citronlagkage

    Citronlagkage

    citronlagkage

    En af mine kolleger er umanerlig god til at bage kager og da jeg er vild med alt der har med citroner at gøre, faldt jeg selvfølgelig for denne enkle citronlagkage.
    Den kan sikkert med succes også laves med enten appelsin eller andre spændende citrusfrugter og jeg har planer om at prøve en abrikosudgave…

    2 1/2 dl. vand
    2 dl. sukker
    1 spsk kartoffelmel
    1 æg
    saft og fintreven skal af 1 citron
    2 1/2 dl piskefløde pisket til skum
    lyse lagkagebunde (hjemmebagte er altså bedst)

    Ryst kartoffelmel og vand og hæld i en gryde sammen med sukker, saft og skal af citron samt æg. Pisk sammen over varmen til det tykner og lige netop har nået kogepunktet. Lad cremen køle af og vend den med flødeskum.

    Dryp lagkagebundene med f.eks Limoncello, appelsinjuice eller hvad du synes passer til. Læg bundene sammen med cremen og sæt på køl. Inden serveringen pyntes kagen med citronglasur, reven appelsinskal og flødeskum.

    Jeg beklager billedet, men det var først da det meste af kagen var spist, at jeg huskede kameraet!

  • Salt og sukker med smag

    En af de ting jeg har glæde af i mit køkken er kryddersalt og kryddersukker, som hurtigt kan give lidt ekstra ‘kapow’ til maden. Mit fortrukne kryddersalt har gennem et par år være Camilla Plums Hyldeblomstsalt, men forleden faldt jeg over et tv-program med Adam Price, hvor ‘den halve Price’ omtalte et hjemmegjort svampesalt. Det lød godt, så forleden tog jeg kaffemøllen frem af skuffen for at gøre ham kunsten efter.

    svampesalt1  svampesalt2Opskriften er såre simpel: Tørrede svampe – jeg brugte Karl Johan (Porcini) – laurbærblade og salt. Desværre glemte jeg at tænke mig om og hældte saltet med i møllen helt fra starten. Det blev et MEGET fint salt, faktisk et ‘pudder’, men smagen er der nok ikke noget i vejen med.

    Eftersom jeg nu var i gang med mølleriet, tog jeg fat i resterne af de vanillestænger jeg brugte til vanillekranse og citronspecier i julen. Jeg er vild med de fede (=dyre) vanillestænger fra Tahiti og Papua og synes ikke noget af den gode smag skal gå til spilde.

    vanille1vanille2Tidligere lagde jeg de tomme stænger i sukker, men efter at jeg, for snart mange år siden, så Jamie Oliver smide hele stænger og sukker i blenderen, har jeg gjort ligeså; jeg bruger bare kaffemøllen.

    Klip de tømte stænger i mindre stykker og blend dem, kom økologisk rørsukker ved og kør igen. Rør den aromatisk duftende masse med mere sukker og hæld hele molevitten på glas. Uhm…

  • Auðurs laksesuppe

    En skøn, og hurtig, laksesuppe – især med laks af god kvalitet. Her er nok til 5-6 personer.

    4 gulerødder
    4 stængler bladselleri
    1 porre
    1 løg
    1,5 l. kyllingesuppe
    1 ds. koncentreret tomatpuré
    timian
    merian
    1 laurbærblad
    700 gr. frisk laks
    250 gr. flødeost (ikke light)
    salt og hvid peber
    15 grønne oliven uden sten i halve
    saltede kapers (skylles fri for salt)
    finthakket persille

    Grøntsagerne snittes og svitses i lidt olie. Suppe, tomatpuré, timian og merian kommes ved og det simrer ved svag varme. Tilsæt flødeost og laks skåret i mundrette stykker. Simrer yderligere 7 minutter og smages til med salt og hvid peber.
    Lige inden servering tilsættes oliven, kapers og persille.

    Server suppen rygende varm, sammen med et godt, kraftigt madbrød, der kan tåle at blive dyppet i suppen!

     

  • Goddard Salat

    Familiens såre simple, men helt uopslidelige frokostsalat,der udover Goddard Salat også kaldet Damesalat eller Æble-Rødbede salat (kært barn har mange navne…). Den smager herligt på smørsmurt, nybagt rugbrød.

    Lige dele skrællede Cox Orange æbler og (hjemme)syltede rødbeder skæres i små firkanter. Rør en god neutral mayonnaise og smag til med lidt citronsaft, salt og evt. lidt hvid peber. Æble- og rødbedetern vendes i mayonnaisen, tilsæt evt. lidt lage fra rødbederne, så salaten får en smuk pink glød.
    Stil salaten koldt til den serveres, evt. med lidt valnødder på toppen. Voila!

    Det er sket at mayonnaisen har fået et skud dijonsennep også, men det er slet ikke nødvendigt.
    En knap så fed udgave får du ved at blande mayonnaisen med en passende portion skyr el.lign. mere magert – men så er salaten mest til hverdagsbrug.

  • Bangebuksens karrysild

    Karrysild for nybegyndere. Denne sild hører til julefrokosten og er de yngstes favorit, da sildesmagen er afdæmpet og blød. Der er frit slag for mængden af ’tilsætningsstoffer’ og er du meget fiskeforskrækket kan du undlade silden, skrue op for mængden af æg og få en fin æggesalat.

    1 glas gammeldags modnede Lykkeberg sild
    hakkede løg
    hakkede æbler
    hakkede hårdkogte æg
    en god neutral mayonnaise
    piskefløde
    karry, salt og peber

    Skær silden i passende bidder og hak løg, æble og hårdkogte æg. Pisk fløden til skum og vend med mayonnaisen; smag blandingen til med karry ristet af på panden, salt og peber.
    Læg sild, løg/æble/æg og karrycreme lagvis i et lille fad og lad silden trække på køl. Pynt gerne med kapers – de gør ingen skade!

  • Mors ostegrissini

    Mors ostegrissini

    griss1_aGrissini smager nu bedst når de er hjemmebagt og personligt undværer jeg uden fortrydelse købeversionerne.

    Disse ostegrissini derimod, går deres sejrsgang i familien og må bages i store mængder til festlige lejligheder – det er nemlig svært at stoppe, når man først har smagt på dem!

    200 g smør
    2,5 dl vand
    30 g gær
    1 spsk groft salt
    1 tsk sukker
    4 spsk reven parmesan – helst af egen ‘rivning’
    6-700 g hvedemel
    Drysses med salt, sesamfrø, ost, kommen eller…

    Smelt smørret og hæld lunkent vand i.
    Når temperaturen er dalet til håndvarmt, røres gær, salt, sukker og parmesan i, inden melet æltes i.

    Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Ælt godt igennem og rul ud til en 1 cm tyk plade, som skæres i 20 cm lange strimler. De anbringes på bagepapir og pensles med vand, drysses med hvad du har lyst til. Når de er efterhævede, i ca. 15 min., bages de gyldne ved 200 grader.

    Lægges på en rist og gennemtørres i ovnen ved ca. 100 grader.

  • Saltede ansjoser – det glade vanvid

    Kender i det, man står i Metros fisk – og leder efter en fisk til aftensmad. Bedst som man står og forsøger at vælge noget ud, ser man en bakke med blankøjede ansjoser. Og så er det man ikke kan sige nej.

    Så er det der skal laves saltede ansjoser. Ikke til aftensmad, men som umamifyldt krydderi til Italiensk mad, til leverpostej og andet godt.

    Hjemme fra Metro skylles fisken meget grundigt og lægges i en passende skål lagvis med salt. Først lidt salt i bunden, så et lag ansjoser – salt til det dækker – så et lag ansjoser mere.

    Bliv ved til der ikke er flere ansjoser tilbage og dæk med salt. Læg låg på og kom i køleskabet aller bagerst inde og glem dem i mindst 12 uger.  Ansjos_1

    Og så kommer det sjove. Nu skal de renses. Hoved og hale skæres af. Læg et snit fra gat mod halen vend og skær et snit hele vejen langs rygfinnen. Nu kan ansjosen frigøres fra benene. Start fra haleenden og kør en tommelfinger op langs rygraden. Træk rygraden fri af den anden filet og soigner begge.

    God arbejdslyst 😉

    Ansjos_2

    Du skulle gerne ende med et resultat som dette, når fileterne er skyllet rene.

    Ansjos_3

    De lægges nu løst ned i pinligt rene glas. Glassene må endelig ikke stoppes for hårdt, da der skal olivenolie i og den skal lukke al ilt ud så ansjoserne ikke fordærver – der må ikke være luftlommer tilbage når du er færdig.

    Ansjos_4

    Kaster du dig ud i at lave saltede ansjoser – er det vigtigt at du holder en god køkkenhygiejne hele vejen igennem.  Da de skal modnes vil der være gode chancer for at der kan gå noget galt, hvis du ikke sørger for at alt er helt rent undervejs.

    Jeg har ikke kommet mængdeangivelser på ‘opskriften’. Den giver ligsom sig selv, men mon ikke der er brugt ½ kg salt ½ kg ansjoser og 200-250 ml olivenolie. Det giver nok ansjoser til os 1 helt år (2 pers.) samtidig med vi også kan forære lidt bort som værtindgaver. Vi bruger olivenolie selvom det er lidt besværligt, da vi opbevare ansjoserne på køl og det stivner lidt.  Man kunne istedet bruge solsikkeolie.

    Vi har haft stor glæde af dem vi har lavet – der er tredie gang vi går igang og absolut ikke sidste. Resultatet er en mild men karakterfuld ansjos, som vi blandt andet bruger i dressingen til Cæsarsalat, i leverpostej og til kalvesteg på italiensk maner og en enkelt filet kan gøre underværker i en kødsovs til pasta.

    God fornøjelse.

     

     

     

  • Kamillegravet laks

    Vi har ofte gravet laks herhjemme på den helt traditionelle måde. Dvs. med salt, sukker og tørret dild og serveret den med en rævesovs til. Selv en lidt  kedelig laks fra norsk opdræt kan gøres absolut spiselig på den måde,  men selvfølgelig er en vild krabat fra havet at foretrække. De har både mere smag og er fastere i kødet.

    Da vi tidligere på året deltog i et spiseklub arrangement hvor Rasmus Leck Fischer præsenterede sin ny bog ukrudt, serverede han en laks der var gravet med kamilleblomster.

    Den var så velsmagende at vi selvfølgelig har måtte forsøge os med at lave den herhjemme. Denne Opskrift er lavet på basis af Aamanns ‘Klassisk gravad laks ‘ men med kamille istedet for dild.

    Kam_Grav_Laks_1
    Her laks fra havbrug. Bemærk den løse struktur.

    Kamille kan man jo købe som te, men næste år går vi på jagt efter friske kamilleblomster. Vi kender nemlig et sted.

    I øvrigt har kamille en frygtelig masse gode egenskaber. Ud over at være antiseptisk  er det beroligende og kan hjælpe mod nervøst fordøjelsesbesvær og luft i maven og m.m. Lige sagen til en julefrokost hvor alle spiser og drikker (for) meget. Se listen over gavnlige virkninger her  😉

    Kam_Grav_Laks_3

    1 side laks 1,4 – 1,7 kg

    6 spsk havsalt

    5 spsk rørsukker

    1 spsk knust korianderfrø

    1 spsk knust hvid peber

    1 dl Nordguld eller anden fadlagret akvavit

    1 god håndfuld knuste kamilleblomster

    Kam_Grav_Laks_2

    Sørg for at din lakseside er helt renset for bugfedt og nerveben (de kan man mærkes hvis man stryger med fingeren ned langs midten af filetten fra hovedenden mod halen). Bevar skindet på. Skyl skindsiden i koldt vand og tør den af.

    Bland alle ingredienserne med snapsen og gnid laksen godt ind med blandingen på begge sider. Læg laksen i et fad med skindet op og læg et moderat pres på laksesiden. Stil i køleskabet. Vend 1 til 2 gange i døgnet så saltningen bliver jævnt fordelt.

    Kam_Grav_Laks_4

    Efter 2 dage skrabes laksen fri for krydderier og skindet skæres af. Skær i skiver og nyd med et godt brød evt. med lidt peberrodsskrab på toppen.

    Personligt synes jeg den slår dildversionen til enhver tid. Smagen bliver sartere og laksens karakter træder tydeligere frem. Og så slipper man for en rævesovsen.