Forfatter: Mik

  • Chokoladekage i små forme

    Her kommer en opskrift der stammer fra Alletiders kogebog. En hjemmeside jeg ellers er yderst varsom med at anbefale, da opskrifterne mildest talt svinger voldsomt i kvalitet – prisen for at alle kan smide opskrifter ind, men den her rammer alligevel plet.

    Ingredienser:
    100 g mørk og god chokolade
    80 g smør
    2 æg
    ½ spsk. mel
    1 appelsin
    1½ dl kaffe
    125 gr sukker
    Lidt finthakkede mandler.

    Fremgangsmåde:
    Riv skallen fra ½ appelsin fint. Indkog sukker, appelsinsaft og den meget stærke kaffe til en lidt sej sirup.
    Smelt chokolade og smør over vandbad.
    Rør mel og appelsinskal i den smeltede chokolade. Tilsæt et æg af gangen og rør godt imellem hvert. Kom til slut den let afkølede sirup i og pisk dejen grundigt igennem.

    Smør 4 forme på ca. 1½ dl. og drys dem med finthakket mandler.
    Hæld dejen i, den er ganske tynd men vær blot rolig.
    Nu kan den stilles på køl til den skal serveres.
    Varm ovnen op til 170 grader og sæt de små kaloriebomber ind i ca. 30 min.
    De må gerne køle lidt af før servering, men bør serveres lune sammen med f.eks Skovbær under låg

  • Chokolade lagkage

    Ja, man skal da ikke kimse af chokolade og slet ikke chokolade lagkage. Jeg gør ihvertfald ikke – men køb en ordentlig kvalitets chokolade – ellers kan det faktisk være ligemeget.

    Ingredienser:
    Bunde:
    3 æg
    150 g sukker
    70 g kartoffelmel
    50 g hvedemel
    ½ tsk bagepulver

    Creme:
    5 æggeblommer
    40 g sukker
    100 g Manjari 64 %
    ½ l piskefløde

    Glasur:
    50 g usaltet smør rum-temperatur
    150 g mørk chokolade
    2 spsk piskefløde

    Fremgangsmåde:
    Æg og sukker piskes sammen til æggesnaps. Melet og bagepulveret blandes og sigtes i æggesnapsen. Smør formene med rigeligt smør. Dejen hældes i og bages ca.10 min. ved 200º
    Æggeblommer og sukker piskes til æggesnaps. Hak og smelt chokoladen, pisk den i æggesnapsen Pisk fløden og vend det hele hurtigt sammen.
    Hak og smelt chokoladen. Skær smørret i små tern og pisk i chokoladen i små portioner, vær sikker på at chokoladen har absorberet smørret før der tilsættes mere. Tilsæt tilsidst fløden.
    Saml og pynt evt. med jordbær og flødeskum.

  • Choc Chip Cookie

    En dejlig usund opskrift planket fra Morten Heiberg. Choc Chip Cookie på den fede måde.

    Ingredienser:
    110 g smør
    185 g rørsukker
    ½ stang god vanillie
    1 æg
    1/4 dl sødmælk
    210 g hvedemel
    1 tsk bagepulver
    225 g mørk chokolade minimum 66%

    Fremgangsmåde:
    Varm ovnen op til 180°. Kom smør og rørsukker i en stor skål og miks det med en elpisker eller i en røremaskine. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og kom dem ned i smørblandingen. Gem den tomme vanillestang i et glas med sukker og brug det som dit eget hjemmelavede vanillesukker.
    Pisk ægget og mælken i blandingen. Sigt melet og bagepulveret ned i en skål og vend æggeblandingen i. Hak chokoladen groft og vend den i dejen .
    Sæt dejen af i runde toppe på en bageplade belagt med bagepapir – der skal ca. 2 spsk dej til hver cookie. Sørg for, at der er 4-5 cm mellem hver cookie, så de ikke flyder sammen til en stor, når de bages. Tryk forsigtigt oven på hver cookie med en gaffel og bag dem midt i ovnen i 14-15 min. Tag pladen ud og lad cookierne køle af på en rist. Gem dem evt. i en lufttæt beholder – de holder sig sprøde og gode i 8-10 dage.

  • Brændende kærlighed

    Camilla Plum’s brændende kærlighed i egen fortolkning.

    Denne kærlighed er noget mere interessant en den klassiske med bacon og bløde løg, selvom den sandelig heller ikke fejler noget.

    Æblerne er et meget velkommen syrligt pust midt i det hele. Hvis man kan lide den slags, ville et stykke blodpølse være perfekt til, men det er absolut ikke nødvendigt.

    Ingredienser:

    • 1,5 kg kartofler
    • 4 madæbler
    • 4 spsk. rørsukker
    • 2 dl olivenolie
    • 2 dl mælk
    • 10 gode skiver bacon ♥ (ikke noget med tulips vand- og salt-cirkus)
    • salt og peber

    Fremgangsmåde:
    Bag løgene med skal på til de er bløde, ved 150 grader.

    Halver æblerne, tag kernehuset ud og drys dem med sukker og salt. Bag dem sammen med løgene.

    Skræl og kog kartoflerne ud i vand uden salt.

    Vi plejer at køre bacon i microbølgeovn.

    Læg skiverne op på et stykke madpapir der er stort nok til at det kan foldes ind over baconen. Gør det evt. over to gange.

    Man kan snildt genbruge papiret. Kør ved højeste indstilling. For 5 skiver ca. 2½ min. men pas på, microbølgeovne er forskellige, så hold godt øje indtil du ved hvordan din fungere.
    Ellers kan det laves i ovnen. Læg skiverne af bacon op på en ovnbakke og steg dem sprøde i ovnen ved 180º C.

    Rør kartoflerne sammen med mælken og tilsæt olivenolie, til den har en passende konsistens. Smag til med salt og peber.

    Vend de bagte løg, der er taget ud af skallen, sammen med æblerne og server til.

  • Bernaise, nem, god og knap så fed

    En bernaise skal laves på smør, jo jeg ved det godt.

    Men den her kan nu også bruges i en snæver vending.

    Og så skiller den ikke helt så nemt.

    Essensen er Camilla Plums lettere forarbejdet.

    Ingredienser:
    Sauce:
    1 æg
    3 æggeblommer
    1 dl. vand
    ½ tsk salt
    150 gr. smeltet smør
    2-3 spsk. essens

    Essens:
    1 dl. hvidvin
    1 dl. vineddike
    2 hakkede skalotteløg
    8-12 stilke estragon
    8 peberkorn

    Fremgangsmåde:
    Pil bladene af estragonstilkene og hak dem. Kog hvidvin, hvidvinseddikke, skalotteløg, estragonstilkene og peberkorn ind til ca. det kvarte og sigt krydderierne fra.
    Alle ingredienser  til saucen blendes, undtagen de hakkede estragonbladede.
    De skal først i når saucen varmes under omrøring, den må endelig ikke koge, skal kun tykne, og det sker ved ca. 75-80º. Camilla kommer cayennepeber i sin bernaise – det ved jeg ikke rigtigt om jeg synes der skal i.
    Man kan også lave en fin hollandaise hvis man erstatter essensen med citronsaft, et riv citronskal og måske et nip sukker. Her skal man nok spare lidt på vandet, da saucen ellers kan få en lidt metallisk smag.

  • Bagt laks på lun salat med tomatsmør

    Bagt laks med tomatsmør er en lille lækker forret der ikke er for kompliceret at stå med i sidste øjeblik. Jeg kan ikke huske hvorfra opskriften stammer – men den var god nok til at blive taget med her.

    Ingredienser:

    Lune salater:
    8 spæde salatblade
    50 g renset spinat
    50 g brøndkarse
    1 spsk. bredbladet persille
    50 g usaltet smør
    1 dl piske fløde
    Lidt hvidvinseddike

    Tomatsmør:
    400 g tomater uden skind.
    60 g usaltet smør
    Salt og peber
    1 tsk. Sukker

    Laks:
    450 g laks
    2 tsk.  smør
    Saft af en halv lime

    Fremgangsmåde:
    Blancher salatblade, spinat, brøndkarse, persille og tør det på et viskestykke og kom det hele i en kasserolle med de to tsk. smør og piskefløde. Smag til med salt og peber.

    Vask og halver tomaterne. Pres kerner og saft ud. Blend tomaterne og sigt dem gennem en fin sigte i en kasserolle. Rør smørret i. Smag til med salt og peber og sukker, evt. mere sukker. Tomatsmørret må ikke koge, så skiller det

    Laksen befries for skind og ben. Skær den i 4 lige store stykker, og smelt smørret med limesaft. Pensl laksen med det smeltede smør og lime. Læg laksen i et fad og kom groft salt på. Dæk den med smurt pergamentpapir. Bag laksen i ovnen ved 180 grader i ca. 10 min.

    Kan serveres på tallerkener. Læg salaten i bunden, laksestykket ovenpå og top med en smule af tomatsmørret.

  • Anettes Chokoladekage

    Her en superlet og lækker chokoladekage bragt ind i familien af Signe. Hvem Anette er må stå hen i det uvisse, men hun har givet navn til a damned good piece of cake.

    Ingredienser:
    2 æg
    2 dl sukker
    150 g smør
    150 g blokchokolade
    2 tsk instant kaffe
    ½ tsk vanillie
    1½ dl mel
    75 g hakkede nødder (evt.
    mandler)

    Fremgangsmåde:
    Æg og sukker piskes. Smør og chokolade smeltes. Resten
    tilsættes og det hele piskes sammen. Bages i tærteform ved
    175 grader i 25-30 minutter.

  • Rodfrugtmos

    Rodfrugtmos er et super tilbehør til Andebryst med solbær/chokoladesauce men hold dig endelig ikke tilbage.

    Det her går godt til det meste simremad. Opskriften stammer også fra Gitte.

    Ingredienser:
    3 bagekartofler
    ½ knold selleri
    2 persillerødder
    2 spsk. hakket bredbladet persille
    ½ dl creme fraiche

    Fremgangsmåde:
    Rodfrugterne skrælles og skæres i ensartet tern og koges møre i usaltet vand. Hæld vandet fra og mos den med en håndmixer eller med en gammeldags kartoffelmoser. Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk mosen godt igennem.

  • Andebryst med solbærchokoladesauce

    Mere and – men sådan må det blive når man taster opskrifter alfabetisk ind. I andebryst med solbærchokoladesauce er der lidt mere tyngde og Umami velsmag end i andebryst med nøddebrød .

    Vi er simpelthen mere vinterlig her. Opskriften her stammer fra min bror’s kone, Gitte, selvom det er mig der har tastet den ind.
    Ingredienser:

    • 2 Andebryster
    • 20 gr smør
    • Frisk rosmarin
    • Salt
    • Peber
    • SAUCE:
    • 2,5 dl andefond (Meget gerne lavet af den flydende fra Oscar, Irma føre den som deres egen)
    • 50 g frosne solbær
    • 25 g mørk chokolade
    • Maizena
    Andebryst med solbærchokoladesauce
    Her i en version med ovnstegt butternutsquash og mos af kartofler og gulerod.

    Fremgangsmåde:
    Andebrysterne ridses på skindsiden og gnides med salt. Smelt lidt smør på panden og steg brysterne heri, først med skindsiden nedaf. Steg ikke ved for høj varme. Andebrysterne skal have ca. 14 – 16 min alt efter tykkelse. Krydr dem med salt, peber og rosmarin og lad dem hvile tildækket ca. 15 min.
    Til saucen hældes andefedtet fra panden i en gryde og koges sammen med andefonden. Efter nogle min. tilsættes solbær og maizena. Kog saucen godt igennem, tag af blusset og tilsæt chokoladen og smag til.
    Hertil kan serveres rodfrugtmos.

  • Nøddebrød eller kiks

    Kraftig og fed hasselnøddesmag i dissenøddebrød. Vil være smuk til sødlige oste som Vesterhavs-ost eller lignende. Men oprindelig tilbehør til Andebryst med nøddebrød
    Lånt fra VinoVenue hvor gæstekokken var Pascall Borrell

    Ingredienser:
    400 g hvedemel
    80 g hasselnødder
    1 tsk. sukker
    2 tsk salt
    1/3 pakke gær
    3 dl vand
    Fremgangsmåde:
    Brødet bliver bedst hvis du bruger friskt knækkede hasselnødder. Rist dem i ovnen ved 120 grader til dufter (ca. 15-20 min.) Lad dem køle af og mal dem så, så fint du kan evt. i en multihakker.
    Bland hvede og hasselnøddemelet med salt og sukker. Rør gæren ud i det lune vand.
    Hæld langsomt vandet i melet medens du ælter det ind – hold lidt igen med væden det skal blive en rimelig fast dej der slipper. Ælt den godt igennem og stil den til hævning i et par timer.
    Rul dejen ud i knækbrød lignende stykker og bag dem ved 190 grader i 25-30 min. Skal de bruges til ost, kan de skæres i mindre stykker fra start og bages op så de bliver sprøde – men så skal de være meget tyndt rullet ud. Hvis man bare vil bruge dem til madbrød så kan man bage dem noget blødere. Brødet smager stærkt af hasselnød. Uhmmm…