honning
Den gamle honningkage
Denne honningkage er (igen) en familietradition: Den bedste vinterspise, når den lille lækkersult melder sig og selvfølgelig en fin julekage.
Den bliver bare bedre af at ligge, holder sig utroligt længe på køl og kan også fryses. Vi spiser den med smør, men den vil også passe fint til en omgang abrikos- eller citrusmarmelade – eller hvad med solbær? Mon ikke også honningkagen kan skæres ultratyndt og tørres i ovnen til sprøde dessertchips?
250 g sirup
250 g honning
250 g muscovadosukker/mørk farin
3 sammenpiskede æg
2,5 dl kærnemælk
750 g hvedemel
2 tsk natron
2 tsk st. kanel
2 tsk st. nelliker
1 tsk st. ingefær
100 gr hakket syltet pommeransskal/appelsinskal
2 håndfulde korender/rosiner
Honning, sirup og muscovadosukker smeltes sammen i en gryde og afkøles til håndlunt. Rør æg og kærnemælk i samt natron, opløst i lidt vand. Sigt mel og krydderier i mens du rører grundigt. Tilsidst tilsættes pommeransskal og korender.
En bradepande (ca. 42×35 cm) fores med rigeligt bagepapir og dejen hældes i.
Sættes i en 175 gr. varm ovn. Efter 5 minutter skrues ned til 150 gr. Bag i ca. 40-45 min. Kagen skal være fast på midten. Lad kagen stå i bradepanden 10 minutter efter den er taget ud og løft den derpå over på en rist til afkøling. Fold papiret om kagen, pak den i en plastpose og læg den på køl.
Hvis du kan vente, når nu dine næsebor er blevet kildret med duften, så smager honingkagen bedre efter nogle dage i køleskabet.