Panko-paneret kylling med dampede porrer

Meget inspireret af Becausitmatters  dampede porrer. Her en dog med små ændringer og med tilbehør i form af panko-paneret bryst fra kylling.

Da jeg så Mettes indlæg skrev jeg en kommentar om hvor godt det så ud til hende. Derefter gik jeg i byen for at hente porrer og hvad der ellers skulle bruges. Undervejs tænkte jeg at det nok ville være godt med lidt knas på toppen og købte nogle hasselnødder. Da jeg efterfølgende læser Mettes svar, hvor hun skriver hun sandsynligvis vil lave en ny version, evt. med ristede hasselnødder blev jeg godt nok sur. Her troede jeg at jeg var helt usædvanligt genial. Men vi er åbenbart flere 😉

Jeg har aldrig før brugt panko til panering. Det stammer fra asien og er en lidt anden type brødkrumme end den rasp vi ellers bruger til panering herhjemme. Meget mere fluffy. Find det i din lokale Thaiforretning

Ingredienser:

2 kyllingebryster
1 æg
lidt mel
Panko
Olie
Smør

3 porrer
1 æble
Bredbladet persille
1 spsk sennep
1 spsk honning
2-3 spsk æbleeddike
1 lille håndfuld hasselnødder
Smør

Tag kyllingebrysterne og salt dem let på begge sider og stil i køleskabet i et par timer (faktisk gerne til dagen efter).

Bland dressingen sammen. Det er med  vilje jeg ikke kommer olie i fordi jeg hælder brunet smør over herlighederne istedet.

Vidunderlig instruktion på bagsiden af panko pakken. Øverst kan man tydeligt se at Panko’en skal fugtes før brug.

Rens persillen grundigt. Tern æblet i ½ cm store tern. Bland persille, æbletern og dressing. Desværre glemte jeg også kapers i skyndingen, det havde ellers også været godt.

Rens porrer og skær dem i passende længde (10 cm). Placer dem i bambussteameren hvis du har sådan en, ellers kan du også tilberede dem i en gryde med lidt vand i bunden.

Tag en lille håndfuld hasselnødder og hak dem let. Varm dem op i en gryde med smør nok til du skammer dig og lidt til, og lad det brune langsomt. Der skal holdes godt øje med det, det må ikke blive for mørkt, men det skal have noget farve. Hasselnødderne bliver dejligt ristet på den måde og smørret får fremhævet den nøddeagtige tone det i forvejen har når det er brunet. Tag af blusset når det er lige ved at være der.

Bank kyllingebrysterne flade. Synes du det er svært kan det være en fordel at bruge ryggen af en tung kniv på det tykkeste sted, men vær lidt forsigtig så du ikke banker den hele vejen igennem brystet. Så plejer de at give sig.

Vend brysterne først i mel, derefter i sammenpisket æg, for til sidst at vende dem i den let fugtede Panko (Det stod på posen at man skulle spraye det med vand).

Steg så i en smør/olie blanding. Hvis du har fået brysterne flade nok skal de kun have ca 2 min på hver side på en varm pande.

Samtidig damper du så dine porrer men giv dem nu ikke for meget, de må stadig godt have lidt sprødhed tilbage.

Anret på tallerkener, arranger  æble-persillen over porrerne, og slut med at hælde det brunede smør over det hele sammen med hasselnødderne.  Super med spillet mellem det fede smør og den syrlige æble blanding. Og panko – det er absolut ikke sidste gang jeg vandre ned til det lokale thaisupermarked for at hente en pose, nu ved jeg også hvor det står. Det giver en superknasende panering, der samtidig er let og luftig. Panko må også være fantastisk til fisk.

 

Print Friendly, PDF & Email

2 kommentarer til Panko-paneret kylling med dampede porrer

  • Mette skriver:

    Kære Mikael,

    Årh – hvor ser det bare vidunderligt ud!!!!
    Hasselnødderne og det brunede smør ….. HEAVEN!
    Leverer du til Lyngby?

    Hav en dejlig sne-søndag.

    Mange hilsner, Mette

    • Mikael skriver:

      Jeg kan nu bedre lide Martins billeder. Måske fik vi lige rigeligt smør den aften, men det smagte altså godt, specielt fordi der var modvægt fra æble-sennep dressingen, så tak for dejlig inspiration.
      Jeg skal ud og skride rundt på 4 hjul i sneen om et par timer, så det skal nok blive sjovt.
      God søndag
      Mikael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *