Sliders med and og wasabi coleslaw

Alle andre i mad blogosfæren synes at servere opskrifter på sliders i øjeblikket og den slags kan vi da ikke side overhørig på Fodertruget.

Her en asiatisk inspireret version af sliders med andebryst.

Selve bollen til den lille slider er nolet( læs lånt) næsten direkte fra Irma og originalen kan du finde her.  Eneste ændringer er at mængden af salt og smør er sat en lille smule op, og bagetiden er sat en smule ned.

16 sliders:

  • 1,5 dl mælk
  • 30-35 g smør
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 275 g hvedemel +/-
  • 2 spsk sorte sesamfrø

Varm mælken op så den lige kan smelte smørret. Tag af varmen og rør sukker og salt i. Opløs gæren i den håndlune blanding. Tilsæt lidt over halvdelen af det piskede æg.  Bland melet i gradvist til blandingen er blød og ælt så færdig på en kold bordplade. Dæk dejen med film og lad den hæve ca. 30 min.

Del dejen op i 16 stk af ca 35 g pr portion. Form til små boller. Fordel på en bageplade og giv hver bolle et tryk så de bliver lidt fladere. Lad hæve mindst 40 min. men gerne 1 time. Jeg havde problemer med at vores ovn slog hfi relæet fra så hævetiden blev en del længere, før vi havde fået ovnen op at køre igen. Det tog bollerne aldeles ikke skade af.

Bland den resterende del af ægget med en smule koldt vand og pensl bollerne med blandingen. Drys med sesamfrøene og sæt i en 200 ° varm ovn ved varmluft. Bages  i ca. 12-13 min. Uden varmluft skal sliderbollerne have en lidt højere temperatur, omkring 210-215°.

Andebrystet:

  • 1 andebryst
  • 1 spsk teriyakisauce
  • 1 tsk fintrevet ingefær
  • 1 tsk fintrevet hvidløg
  • ½ tsk 5 spice krydderi
  • 1 nip stærkt chilipulver
  • salt
  • sesamolie til stegning

Fjern skindet fra andebrystet uden at ødelægge det. Begge dele skal bruges. Mariner andebrystet med krydderierne i et par timer. Dette gøres nemmest i en vacuumpose i køleskabet. Har du ikke det så fordobl mængden af ingredienser og læg andebrystet i et lille fad overhældt med marinaden. Vend det et par gange undervejs.

Drys andeskindet med lidt salt på begge sider og lad det ligge og trække væde ud.

Efter et par timer duppes både andeskind og bryst fri for væde. Skær andeskindet i aflange 1½ cm brede stykker og læg dem bredt ud på midten af et stort stykke bagepapir. Stykkerne må helst ikke røre hinanden.

Sliders m and-1Sliders m and-2

Fold bagepapiret ind over andebrysterne fra alle fire sider så der dannes en lukket pakke. Sørg for at pakken er tæt, ellers står du efterfølgende med andefedt smurt ud i hele mikrobølgeovnen og en stærk trang til at myrde os på Fodertruget.

Læg pakken ind i mikrobølgeovnen og sæt et fladt fad ovenpå. Zap for fuld hammer i først 3 min.  Nu kan du tage fadet af og give andskindet 1 min af gangen indtil at skindet er sprødt og brunt men ikke brændt. Undervejs kan man hælde andefedt fra papirindpakningen hvis det hele svømmer for meget. Husk fedt er guld så gem det til at stege brystet i. Læg det sprøde andeskindet til afdrypning på køkkenpapir.

Varm en pande op på mellemvarme. Hæld andefedtet fra skindet på panden sammen med en smule sesamolie. Steg brystet ca. 4 min på hver side. Tag af varmen og lad hvile mindst 5-8 min.

Skær andebrystet i tynde skiver lige før det skal bruges.

Coleslaw med Wasabimayonnaise

  • 1 gulerod
  • 1 stilke bladselleri
  • 1 dl fintskåret spidskål
  • 2 dl mayonnaise (gerne denne)
  • 1½ spsk wasabi-pasta eller mere afhængig af styrken og dine smagsløg
  • lidt riseddike
  • lidt mirin

Rør mayonnaise og wasabi sammen. Smag til med citronsaft og mirin. Den skal være stærk uden at tage livet af dig.

Rens og skær alle grøntsager i 3 cm lange fine stave 1½ x 1½ mm. Vend med Wasabimayonnaisen og lad stå mindst 1 time i køleskabet.

Sliders m and-2-2

Teryakisauce.

  • ½ dl Teryaki
  • 1/4 dl Soyasauce
  • lidt Risvineddike
  • lidt Akaciehonning
  • Fish sauce
  • revet Ingefær
  • 1 fed revet hvidløg

For at give lidt ekstra skub i disse sliders kogte jeg en blanding af ovenstående i 5 min. og sigtede den efterfølgende.  Men jeg gjorde det i høj grad på fornemmelsen så eksakte mål får du desværre ikke i denne omgang. De står dog i nogenlunde rækkefølge efter mængde så der var mest Teryaki i og mindst fishsauce.

Dryp lidt af denne blanding på bollen før du samler slideren og smør evt. også en smule wasabi på bollen.

Ud over disse elementer brugte jeg lidt grøn salat.

Sliders m and-1-2

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

En kommentar til Sliders med and og wasabi coleslaw

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *