Produkter

Slowjuicer fra Wilfa

En lille anbefaling på en slowjuicer.

Vi har i snart 3 års tid haft en saftcentrifuge til at lave juice på. Den har da kunne gøre jobbet udmærket, men specielt æblesaft blev hurtigt kedeligt at se på fordi det blev oxideret ret voldsomt inde i maskinen.

Samtidig var den meget besværlig at rengøre og blev hurtig lidt sløv i skæret, så det meste tid har den tilbragt på en hylde og drømmen om et friskpresset glas juice om morgenen fadede ud. Det var bare for besværligt.

En dag kom Palle hjem og fortalte om en kollega der var meget glad for en slowjuicer fra Wilfa.

Den kommer i to varianter, en i rent hvidt, SJ-150A, til små 900 kr. og en i børstet stål, SJ-150W, til lidt over 1000.-

De adskiller sig ikke væsentligt, ud over at kværnen i den billigere version skulle være af plastic istedet for keramik. Derfor valgte vi at satse på den i børstet stål. Og siden har vi fået juice hver morgen.

Den er langt nemmere at have med at gøre end centrifugen, juicen bliver godt nok mere ‘fyldig’, der er en del mere snask i 😉 Men skulle man ikke bryde sig om det, kan man jo bare si den.

Der er iøvrigt rigtig god inspiration at hente til forskellige slags juice her hos madbio.com.

Jeg kan ihvertfald afsløre at ingefær og lidt chili som tilsætning er et hit til næsten alle former for juice og  lidt citronskal og saft kan løfte alle juicer med rodfrugter gevaldigt.

Iøvrigt kan resterne, der kommer ud fortil og er forbløffende tørre, bruges til bagning uden problemer. I bedste ’stop spild af mad’ stil.

Wilfa-2

Rumble in the Jungle, friskmalet økomel mod Bilkas billigste

En dyst om velsmag og bageevne, økomel mod konventionelt mel.

Som ivrige hjemmebager af alle slags brød (det er yderst sjældent vi køber brød) kan man godt blive nysgerrig på, hvilket mel der giver de bedste bage resultater.

For at finde ud af om der overhovedet er forskel på rugmel, frisk fra stenmøllen på Ellekærgaard over for Finax fra Bilka besluttede vi at bage to brød fuldstændig ens målt op, side om side.

Opskriften på brødene kan du finde her.

Da brødene blev blandet var der mærkbar forskel på hvordan melet opsugede væsken – Øko-melet kunne snildt have taget mere væske end melet fra Bilka, men da det skulle være en lige kamp mellem mel-typerne kom vi præcis samme mængde væske i de to kamphaner.

Halvvejs under sidste hævning er der ingen nævneværdig forskel at se

Efter bagningen af brødene er det også ganske svært at se forskel. De har ens højde og fugtighed i overskåret tilstand.

Herunder det økologiske til højre

Så med hensyn til udseende er der absolut ingen forskel.

Hvad så med smagen da?

For os var der ingen som helst forskel på de to brød. Både konsistens i munden og smagen var fuldstændig ens, så kigger man udelukkende på den økonomiske side er der ingen tvivl i mit sind – der er der absolut ingen grund til at bruge økologisk rugmel.  Øko melet er faktisk dobbelt så dyrt.

Men økologi er jo også så  meget andet. Og i Bilka får du ikke oplevelsen ved at købe friskmalet mel direkte fra kværnen hos producenten.

De  fleste økologiske produkter adskiller sig positivt fra konventionelt fremstillede, målt på smag. Desværre gjaldt det så ikke denne gang.

 

Farfars hønseri

Desværre er følgende produkt ikke i handelen, men ikke desto mere følger her en stærk anbefaling af Farfar’s hønseri og hans produkt: Æg.

 

Ikke alene var kvalitet og smag milevidt fra standard økologiske æg – kunne de store producenter dog ikke også lære noget om at deklarere deres vare her

 

og for at det ikke skulle være løgn var hønsetype og alder også specificeret.

Skulle man komme med en indvending mod produktet, skulle det være størrelsen på æggene, der måske var lige små nok. Men i betragtning af at hønsene angiveligt ikke er mere end 18 uger, kan man nok ikke forvente sig xxl morgenæg.

Mange tak til ‘Farfar’ og ‘Farmor’ for en smagsprøve på de dejlige æg 😉