Kage

Choc Chip Cookie

En dejlig usund opskrift planket fra Morten Heiberg. Choc Chip Cookie på den fede måde.

Ingredienser:
110 g smør
185 g rørsukker
½ stang god vanillie
1 æg
1/4 dl sødmælk
210 g hvedemel
1 tsk bagepulver
225 g mørk chokolade minimum 66%

Fremgangsmåde:
Varm ovnen op til 180°. Kom smør og rørsukker i en stor skål og miks det med en elpisker eller i en røremaskine. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og kom dem ned i smørblandingen. Gem den tomme vanillestang i et glas med sukker og brug det som dit eget hjemmelavede vanillesukker.
Pisk ægget og mælken i blandingen. Sigt melet og bagepulveret ned i en skål og vend æggeblandingen i. Hak chokoladen groft og vend den i dejen .
Sæt dejen af i runde toppe på en bageplade belagt med bagepapir – der skal ca. 2 spsk dej til hver cookie. Sørg for, at der er 4-5 cm mellem hver cookie, så de ikke flyder sammen til en stor, når de bages. Tryk forsigtigt oven på hver cookie med en gaffel og bag dem midt i ovnen i 14-15 min. Tag pladen ud og lad cookierne køle af på en rist. Gem dem evt. i en lufttæt beholder – de holder sig sprøde og gode i 8-10 dage.

Brunkager

Disse brunkager er en fast bestanddel af familiens jul og er blevet bagt hvert eneste år siden slutningen af 1940’erne. Hvis de skæres tyndt nok får de en skøn sprødhed og smelter nærmest på tungen, men pas på de ikke får for meget! Dette er til en stor portion, der sagtens kan halveres.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Du skal bruge:
250 g smør
250 g margarine
300 melis
400 g lys sirup
1 kg mel
4 tsk stødt ingefær
4 tsk stødt kanel
3½ tsk. stødt nelliker
2 tsk natron
5-6 spsk vand
200 g mandler
50 g syltet pomeransskal (kan erstattes af 1 brev syltet appelsinskal)

Sådan gør du:

Smelt fedtstoffet i en gryde, sammenmed sukker og sirup. Bring det i kog under stadig omrøring og lad det derefter køle af til det er håndlunt. Smut og hak mandler og appelsinskaller og vend det i gryden. Tilsæt også natron rørt ud i vand. Bland mel og krydderier i og ælt det grundigt i røremaskinen.
Rul dejen til fire pølser (hver 4-5 cm tykke) der rulles i plastfilm, strammes meget hårdt op og lukkes med clips. Læg rullerne i køleskabet mindst et døgn. De holder sig fint og kan bages af flere omgange.

Skær dejen i tynde skiver (evt. på brødmaskine). Læg skiverne på bagepapir og bag dem ved 200 grader i 6-8 minutter. Hvis dejen er for blød kan den lægges i fryseren ½ time inden den bliver skåret. Skær gerne af rullerne på skift og læg dem i fryseren, mens de “venter på tur”.

Avocadocreme, lysegrøn velsmag

Avocadocreme er ispireret af Camilla Plum

Ingredienser:

2 modne avocadoer
1 citron
2,5 dl piskefløde
100 g flormelis
1 vanilliestang

Fremgangsmåde:

Skær avocadoerne over og fjern stenen, skrab kødet ned i foodprocessor. Citronsaft og flormelis kommes ved og det “røres” sammen. Tilsæt vanillekorn og hæld fløden i mens maskinen kører. Stop når det er blevet til en let creme.

Cremen har en fantastisk lysegrøn farve og er perfekt til f.eks. (marinerede) jordbær eller som en frisk lagkagecreme.

Anettes Chokoladekage

Her en superlet og lækker chokoladekage bragt ind i familien af Signe. Hvem Anette er må stå hen i det uvisse, men hun har givet navn til a damned good piece of cake.

Ingredienser:
2 æg
2 dl sukker
150 g smør
150 g blokchokolade
2 tsk instant kaffe
½ tsk vanillie
1½ dl mel
75 g hakkede nødder (evt.
mandler)

Fremgangsmåde:
Æg og sukker piskes. Smør og chokolade smeltes. Resten
tilsættes og det hele piskes sammen. Bages i tærteform ved
175 grader i 25-30 minutter.

Amaretto Ostekage

En af mine kære niecer har en frygtelig hang til mandelsmagende ting som Ameretto og syltede Amarena kirsebær. Og jeg  må da indrømme at jeg også er ganske glad for det samme. Derfor udviklede jeg denne bagte ostekage ud fra flere opskrifter. Den er nærmest syndigt lækker. Prøv den.

Ingredienser:

2½ dl grahamskiks
3 spsk. sukker
3 spsk. smør
2 pakker flødeost
2-2½ dl. sukker
300 g creme fraiche
1 dl maizena
korn fra ½ stang vanillie
½ dl amaretto
½ tsk. salt
4 æg

Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 175°.Smuldr kiksene og bland dem med 3 spsk.  sukker og smørret. Pres det ned i bunden af en springform. Bland flødeost, sukker, maizena, creme fraiche, vanille og salt godt, men pas på den ikke bliver for sød, ammarettoen er også sød. Tilsæt æggene et ad gangen. Bland amarettoen i. Hæld det over bunden og bag i ca 60 min. Afkøl i ovnen uden at lukke lågen op. Kan evt. pyntes med udstenede kirsebær og gele af kirsebærsaft. Måske ligefrem Amarena kirsebær.